DGO | Den 1. marts ændres udgivelsen for DGO. Hvor avisen hidtil er blevet uddelt af Post Danmark på én dag, så indføres der nu todages-omdeling. Det betyder, at halvdelen af læserne fremover hver uge vil få avisen den ene dag, f.eks. tirsdag, mens den anden halvdel først får avisen dagen efter, onsdag. Det er desværre Post Danmark, der suverænt bestemmer ruter og omdelingsdage.
Ændringen skyldes en beslutning hos Post Danmarks øverste ledelse og gælder lokalaviser i hele Danmark. Beslutningen har vakt stor modstand hos ugeaviserne, som via deres brancheorganisation, De Lokale Ugeaviser, har forsøgt at få Post Danmark til at ændre beslutningen. Det er ikke lykkedes, og da Post Danmark trods alt fortsat kan tilbyde den bedste distribution, så har Politikens Lokalaviser A/S, som ejer DGO, valgt at fortsætte med den sikre løsning.
Post Danmark begrunder ændringen med, at den skal give postbudene bedre arbejdsvilkår.
Vi har dog taget en række initiativer, som skal begrænse læsernes besvær med den nye to-dages-omdeling. Fra den 1. marts ændrer vi udgivelsesdag, så tirsdagsavisen fremover udkommer tirsdag-onsdag og fredagsavisen torsdag-fredag. Dermed vil tirsdags-avisen senest dumpe ind ad brevsprækken onsdag og fredagsavisen vil fortsat være alle læsere i hænde senest fredag.
Samtidig vil det være muligt for alle at læse papiravisen på nettet fra tidlig morgen tirsdag og torsdag. Vi har installeret en ny og praktisk e-avis på vores netavis, og denne gør det muligt at bladre og læse i avisen, næsten som sad man med den i hånden.
Vi opstiller også et antal avisstandere i lokalområdet, så man til hver en tid kan få avisen på den første udgivelsesdag, og - ikke mindst - så foretager vi i disse uger en kraftig oprustning i nyhedsdækningen på vores netavis. Man behøver altså ikke at vente til tirsdag og torsdag for at læse annoncer og få nyt om lokalområdet, men kan time for time få de seneste nyheder - levereret direkte på www.dgo.dk.