HUMLEBÆK: Den 49-årige ejer af Gl. Humlebæk Kro Thomas Krensler blev lørdag aften klokken 23.10 truet af to unge maskerede røvere til at udlevere et større kontant beløb, ure og smykker, før de bagbandt ham med gaffatape og forsvandt.
Gæsterne i kroen var gået og det var de ansatte også. Thomas Krensler selv hvilede sig på sofaen i den private lejlighed ovenpå kroen, da han blev overrumplet af de to gerningsmænd, som muligvis havde ligget på lur indtil de var sikre på, at alle andre var gået.
Kroejeren har overfor Nordsjællands Politi beskrevet røverne som 16-17 år og af udenlandsk udseende. De var iført mørke bukser, handsker, den ene havde sort hættetrøje og den anden en rød hættetrøje. Hætterne havde de trukket ned over hovedet og et tørklæde over ansigtet.
Den ene af røverne talte godt dansk, men den anden, som virkede mere aggresiv, mestrede ikke det danske sprog så godt.
Røverne truede Thomas Krensler med en pistol til at oplyse, hvor kassebeholdningen befandt sig og i alt stjal de 35.000 kroner i kontanter, to ure og en mobiltelefon.
Efter at gerningsmændene havde bagbundet kroejeren, forsvandt de fra stedet muligvis på knallert i sydlig retning.
Efter cirka fem minutter lykkedes det Thomas Krensler at komme fri og tilkalde politiet.
Røverne er kommet ind i kroen ved at bryde et køkkenvindue op og Thomas Krensler er overbevist om, at de må have besøgt kroen tidligere og holdt øje med den, fordi de handlede så målrettet.
Thomas Krensler er glad for, at han denne aften var alene, så hans kone blev forskånet for oplevelsen.
Han overvejer nu at anskaffe en vagthund og har haft kontakt med flere alarmfirmaer, så han kan undgå den slags ubehageligheder i fremtiden.
Nordsjællands Politi er meget interesseret i at høre fra personer, som har været på stedet og måske set knallerten.
LV