Hård kritik af manglende snerydning

snefald Sneen væltede ned over Hillerød i ugen op til jul - og kritikken af kommunens håndtering af snerydning faldt om muligt endnu tungere.

Dårligt ryddede veje, bulede biler og lange køer blev resultatet af snefaldet. Og det kunne kommunen have gjort mere ved, mener kritikere, der har deltaget i debatten på Hillerød Postens hjemmeside www.hip.dk.

"Ifølge loven skal sne fjernes hurtigst muligt. Hvorfor gælder det ikke Hillerød?? (...). Det er et helvede at køre igennem Nordstensvej stadig efter tre dage efter snefaldet og så meget sne kom der jo ikke!," skriver Tove som kommentar til et debatindlæg.

"Det er nærmest en skandaløst dårlig snerydning - eller mangel på samme - som Hillerød kommune har begavet sine borgere med i år," supplerede I. Madsen på en artikel om snekaos.

Henning Jensen besøgte Hillerød for at gå på juleindkøb:

" Det er sørgeligt at man vil være det bekendt.Ikke alene handlende bliver forsinket, men også busserne måtte snegle sig frem med deraf følgende store forsinkelser. Chaufførene skal dog have deres ros for at de gjorde hvad de kunne", skrev han blandt andet, mens andre skribenter har draget ufordelagtige sammenligninger til Allerød og Fredensborg Kommuner, hvor snerydningen hævdes at være bedre.

Ruth Michaelsen er også opmærksom på problemerne:

"Skovledet har været elendigt ryddet, om overhovedet. Det er da ikke tilfredsstillende for lægebilen og patientambulancer at trafikken kun kan afvikles meget langsomt og med indsnævrede kørebaner pga manglende snerydning."

Endelig skriver taxachauffør Sven Lynge et læserbrev om sine oplevelser i trafikken:

"Ved fodgængerovergangen Hostrupvej/Frederiksgade har jeg i to tilfælde set fodgængere som har været meget heldige med ikke at blive påkørt (...) Fodgængerne går over for grønt, bilerne svinger til højre og skal bremse. Det kan de ikke, men glider blot videre. I det ene tilfælde sprang fodgængeren for livet, i det andet tilfælde stod et ældre par som paralyseret. Lykkeligvis standsede bilen ca. 20 cm. foran det chokerede par.Ved indkørslen til stationen var det en ren skøjtebane. Mange biler holder og venter på pårørende og jeg observerede en svingende bil som kurede direkte ind i sidedøren på en holdende bil, fordi der var skøjteglat. (...) Med den underliggende is har det været som at køre på brosten og i brun sæbe i hele byen," skriver taxachaufføren i indlægget, der kan læses på side 30 i denne avis. Han fortæller også, at han havde en kommunal snerydder som kunde - og denne fortalte, at han først var blevet kaldt på arbejde længe efter at snefaldet var startet.

Hillerød Posten ville gerne have haft kommentarer fra Hillerød Kommune til kritikken. Det er ikke lykkedes at få kontakt til de ansvarlige, men over for Frederiksborg Amts Avis erklærer ingeniør Svend kirstein fra Hillerød Kommune, at man har gjort det godt i forhold til de ressourcer, der er til stede:

"Vi har omkring 120 mand, der har været i gang med snerydning", siger han blandt andet.

"Der har ikke været nogen, der har siddet fast, og der er ikke nogen veje, der har været lukket helt."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...