Jesper Barfod er trådt ind i ejerskabet af Skousen Brønshøj som medejer, men at sige, at han er ny, er en sandhed med modifikationer, for selvom han officielt blev medejer af butikken ved årsskiftet, er han ikke ny i butikken.
- Jeg har været her siden april 2015 og jeg har været daglig leder her længe, siger Jesper Barfod der oprindeligt er udlært i en Radio og Tv-forretning som også fik hårde hvidevarer ind under vingerne. Ad den vej fik han indsigt i verdenen af husholdningsmaskiner over en bred kam med alt fra vaskemaskiner til støvsugere og varmepumper.
Det er Erling Kristiansen, som har givet plads i lederskabet til Jesper Barfod, og i løbet af den næste håndfuld år er planen, at Jesper Barfod skal overtage det hele.
- Det er for at belønne Jesper. Det er Jesper, som skal have æren for hvor denne butik er i dag, siger Erling Kristiansen som er på vej mod 60 og derfor også tænker på pensionering.
Hos Skousen er udvalget bredt men der er varer, som de ikke sælger.
- Vi er specialiseret i hårde hvidevarer og giver en god, personlig rådgivning om det. Vi holder os opdaterede og vi har en generel erfaring, men det er også derfor, at vi ikke sælger telefoner, fjernsyn og computere. Der går udviklingen for hurtigt, til at vi kan give den rådgivning som vi vil, siger Jesper Barfod.
I butikken er der fire ansatte og man søger efter en femte.
Lokal forankring
Skousen Brønshøj er en lokal butik som mange fodbold- og ishockeytilhængere kender til for det er vigtigt for Jesper Barfod at være lokal. På bagvæggen i butikken bag kassen hænger da også trøjer fra Husum Boldklub, Brønshøj Boldklub og ishockeyklubben Herlev Eagles.
Men det er ikke kun sportsklubber, som han støtter.
- Vi støtter også både juletræet og lys i træerne på Husum Torv. Jeg synes at vi skal hjælpe til der hvor vi kan.



