Dødsbrand i Solrød var en ulykke

Solrød: Branden, der natten til torsdag den 10. december kostede en 63-årig mand livet, var en ulykke.

Det konkluderer Midt- og Vestsjællands Politi, der ikke har fundet noget mistænkeligt ved branden, der raserede en villa på Østre Frihedsvej i Solrød natten til torsdag klokken 3.14.

Ved anmeldelsestidspunktet havde huset formentligt allerede været i brand i noget tid, og da brandvæsenet mødte frem var huset overtændt.

Branden startede under køkkenvasken

Brandvæsenet kunne i første omgang ikke komme ind på stedet grundet den kraftige ild, men klokken 3.53 fandt man husets 63-årige mandlige beboer liggende død inde i huset.

Ved branden blev især køkkenet totalt ødelagt.

De foreløbige tekniske undersøgelser tyder da også på, at branden startede under køkkenvasken.

- Brandårsagen er med meget stor vished grænsende til sikkerhed startet i noget henkastet affald i skraldespanden under køkkenvasken. Det har sandsynligvis været en langsomt udviklende glødebrand, der til sidst har antændt hele huset. Vi fandt en del cigaretskodder, der støtter den teori, siger vicepolitikommissær Kaj Damgaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Naboer chokerede

Den 63-årige mand boede alene i huset, og var afholdt af naboerne, der var chokerede over branden.

- Vi vågnede jo alle i nat, for det var helt vildt. Så har vi jo fulgt med i, hvad der skete, og har også alle snakket sammen, om hvad der skete. Han var meget social og vellidt, så det er da trist, siger Dorthe Langer, der bor i huset overfor.

Politiet afventer stadig en endelig brandteknisk rapport og resultaterne af obduktionen, men man forventer ikke, at de vil bringe afgørende nyt.

- Alt tyder på, at det her var hændeligt uheld, der endte tragisk, siger Kaj Damgaard.

Den 63-årige mand efterlader sig to voksne døtre, der også tidlige har boet i huset.

jv/vby

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...