Lokalplan-ændring på vej i Møllemoseparken

Et flertal i Allerød Byråd er villig til at hjælpe Lind & Risør med salget af boliger i Møllemoseparken ved at konvertere en del af området fra tæt-lav bebyggelse (for eksempel kæde- og gårdhuse) til åben-lav bebyggelse (villaer).

Det sker i form af en dispensation fra lokalplanen, som først skal til naboorientering i området, inden dispensationen kan gives.

Dispensationen fik i byrådet opbakning fra Venstre, Konservative og Lokallisten, som måtte høre for, at de således er klar til at afvige fra de principper, som ellers lå til grund for den stort anlagte projektering af Møllemoseparken.

"Markedet går op og ned, og vi skal ikke bare springe fra en lokalplan, men holde fast i vores visioner," sagde Agnete Fog, Radikale.

"Vi ønsker forskellighed i boligmassen, boligpriserne og den befolkningssammensætning, som følger deraf. Det er ikke SF-politik at bøje sig for markedskræfterne," sagde Nikolaj Bührmann.

"At argumentere med markedsforudsætningerne er næsten det dårligste, man kan gøre, når man samtidig ser, hvor hurtigt markedet ændrer sig. Så skal vi jo ændre lokalplanen igen, når markedet er vendt, og det er rentabelt igen at bygge tæt-lavt," sagde Jens Grønne, Blovstrød-Listen.

Venstres John Køhler sagde, at det stadig lå Venstre meget på sinde at holde fast i grundprincippet om varieret byggeri i Møllemoseparken.

"Jeg mener ikke, at det ændrer på det overordnede bygningsprincip, at vi i to del-områder i Møllemoseparken ændrer byggeriet til villaer. Vi vil godt anerkende, at markedsforholdene er meget vanskelige lige nu. Vi må forsøge at være fleksible i den her boligudbygning," sagde John Køhler og fik støtte fra Konservative:

"Normalt ser vi i Konservative ikke med blå øjne på dispensationer fra lokalplaner, men i det her tilfælde mener vi, at det vil være godt," sagde Bitten Bloch, mens Lone Hansen forklarede Lokallistens opbakning til dispensationen med, at hun fra grundejerforeningen i Møllemoseparken var blevet præsenteret for et ønske om at få området bygget færdigt.

"Jeg vil gerne se naboernes svar. Det er en god idé at sende dispensationen i høring," sagde Lone Hansen.

Lind & Risørs ønske om at konvertere områderne benævnt som B2 og B3 til villagrunde skyldes problemer med at sælge gruppeboligerne.

Tre år har det taget Lind & Risør at sælge 16 af de 20 boliger i første etape af gruppeboligerne i Møllemoseparken, og de resterende fire boliger må i øjeblikket udlejes til urentabel lav leje.

Ifølge ansøgningen fra Lind & Risør er markedet for villaer ikke lige så hårdt ramt af krisen som markedet for række-, kæde- og gårdhuse.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...