- Nu skal du høre. Jeg har lige modtaget et brev fra kommunen, og de har bevilget mig en ledsager, lyder det fra en meget glad Alice Trauelsen, da hun ringer til avisen dagen efter, at det på et møde i Holbæk Kommunes voksenudvalg er blevet fastslået, at der er sket fejl i kommunens håndtering af hendes ansøgning om en ledsager.
Den 60-årige kvinde, der er kronisk syg, har ventet på en ledsager i flere måneder. Som avisen tidligere har skrevet, så kan Alice Trauelsen ikke huske præcist, hvornår hun første gang søgte kommunen om en ledsager, men hun mener, at det var omkring maj.
Ifølge brevet fra kommunen var det dog langt tidligere.
- I brevet står der, at min første ansøgningsdato var den 7. januar, og at jeg derfor kan få 90 ledsagertimer med tilbagevirkende kraft, da man kun kan tilskrive dem seks måneder bagud, siger Alice Trauelsen, mens hun læser op fra brevet fra Holbæk Kommune.
- Jeg synes, det er meget underligt, konstaterer hun.
sb nordvest.dk
