Kun tre uger efter at det nye byråd trådte til, er der udskiftning blandt politikerne.
Socialdemokratiets yngste medlem, Mathilde Clauson-Kaas, har meddelt borgmester Kirsten Jensen (S), at hun af personlige årsager ønsker at forlade byrådet den 1. februar.
Det fremgår af dagsorden til byrådets møde på mandag, hvor byrådet formelt skal godkende Mathilde Clauson-Kaas’ beslutning.
Frederiksborg Amts Avis har været i kontakt med Mathilde Clauson-Kaas, der ikke ønsker at udtale sig om sit farvel til byrådet på nuværende tidspunkt.
20-årige Mathilde Clauson-Kaas er næstformand i DSU Hillerød (Danmarks Socialdemokratiske Ungdoms lokalafdeling, red.) og blev valgt ind i byrådet ved kommunalvalget i november. Hun fik 251 personlige stemmer.
Ifølge § 103 i lov om kommunale og regionale valg kan et medlem efter anmodning fritages for sit medlemskab af byrådet, hvis medlemmet på grund af sin helbredstilstand, varetagelse af andet offentligt hverv, forretninger eller lignende har rimelig grund til at ønske sig fritaget for medlemskabet. Kommunens forvaltning vurderer, at Mathilde Clauson-Kaas opfylder betingelserne.
Cheheibar afløser
Det bliver Socialdemokratiets førstesuppleant, Jamil Cheheibar, der tager Mathilde Clauson-Kaas’ plads i byrådet. 64-årige Cheheibar blev valgt ind i byrådet for første gang i 2005, men blev med 145 personlige stemmer ikke genvalgt ved kommunalvalget i november.
– Jeg havde forventet at blive indkaldt engang imellem som suppleant, men jeg havde ikke forventet, at jeg træder ind næsten fra første dag. Men jeg har en uafsluttet mission, så derfor vil jeg selvfølgelig gerne overtage pladsen, siger Jamil Cheheibar, der ønsker Mathilde Clauson-Kaas det bedste.
– Jeg var ret begejstret for det resultat, Mathilde opnåede ved valget. Jeg kender hende ikke som person, men jeg har set hende føre en fantastisk valgkamp med et flot resultat. Jeg ønsker hende alt godt fremadrettet, siger han.
Nu venter han spændt på at træde ind i byrådet igen den 1. februar. For det var en skuffelse, at han ikke blev valgt ind ved kommunalvalget, hvor Socialdemokratiet gik tilbage og mistede to mandater.
– Når man stiller op, så ønsker man, at man kommer ind. Det var en skuffelse, at jeg ikke opnåede det antal stemmer, så jeg kunne fastholde min plads. Det var en hård besked. Men der gik ikke engang to dage, så var jeg faldet til ro og havde accepteret resultatet. Og nu glæder jeg mig til at komme tilbage. Jeg har stadig noget at gøre for vores by og ikke mindst for vores unge mennesker, som vi skal hjælpe i gang med uddannelse eller en plads på arbejdsmarkedet, siger Jamil Cheheibar.
Han overtager Mathilde Clauson-Kaas’ plads i Idræt og Sundhedsudvalget og bliver medlem af Kultur og Fritidsudvalget i stedet for Louise Colding Sørensen. Han bliver desuden stedfortræder i bestyrelsen for Hillerød Ungdomsskole i stedet for Mathilde Clauson-Kaas.
Borgmester Kirsten Jensen vil ikke kommentere Mathilde Clauson-Kaas’ beslutning om at forlade byrådet. Om hendes afløser sig hun:
– Jeg er glad for, at vi har en som Jamil, der kan overager pladsen. Han er et virkelig godt byrådsmedlem, der tager sit mandat alvorligt. Han har den erfaring som han har, og derfor glider han nemt ind i arbejdet og byrådsgruppen, siger Kirsten Jensen.
Vivi Wøldike er ny førstesuppleant til byrådet.
