Vallensbæk: Legepladsen var gammel og slidt, så nu er rutschebanen tager ned, legeredskaberne fjernet, og kun sandkassen står tilbage på Vallensbæk Stationstorv. Sådan bliver det ikke ved med at være. Centerforeningen er i gang med at bestille materialer hjem til en helt ny stor legeplads, som forventes at stå færdig senest til foråret.
- Den var noget nedslidt og nogle af tingene var i stykker. Så vi fokuserer på at lave en legeplads, der er mere holdbar, siger Pia Tofte. Hun er indehaver af Kropsterapi og formand for Centerforeningen for Vallensbæk Torv.
Selv om rutschebanen kun havde stået der i fem år, lignede den en, der var 20 år gammel. Den er nu fjernet og givet til en af dagplejerne, der plejer at bruge tage sine børn med over på elgepladsen.
Nu står kun sandkassen tilbage. Den vil dog også ryge ud, og det til fordel for gummifliser.
- Det er mere hygiejnisk, siger Pia Tofte med henvisning til, at sandkassen nogle gange er blevet brugt af hunde med besørgelsesbehov samt af unge, der har festet i weekenderne og kastet flasker omkring sig. Aktiviteter, der kræver et omfattende oprydningsarbejde.
- Med gummefliser kan gårdmanden nemt holde legepladsen ren og pæn, det er jo blot at feje.
Rutschebanen vender tilbage i en større og helt ny udgave ligesom der også kommer andre nye redskaber for de små at boltre sig med.
Hvornår legepladsen står klar, kan Pia Tofte ikke sige endnu.
- Tidshorisonten er afhængig af, hvornår redskaberne kan leveres, det er ikke helt på plads endnu. Men den skulle i hvert fald gerne kunne tages i brug senest til foråret, siger hun, der som centerforeningsformand i skrivende stund også venter på skriftlig bekræftelse fra kommunen på et tilskud på 50.000 kroner, en enig Vallensbæk Kommunalbestyrelse besluttede at yde.
Det skete på mødet i sidste uge med henvisning til, at legepladsen bruges både af børnene til centrets kunder og af dagplejernes børn, og det både i og udenfor centrets åbningstid.
At have en legeplads på Vallensbæk Stationstorv er med andre ord i kommunal interesse, som det fremgår af referatet. Her i argumenterede kommunens juridiske center for, at kommunen kan yde støtte til en private forening som centerforeningen "så længe, det er i almenvellets interesse og tilgodeser en flerhed af butikker og ikke én specifik butik", som der står i mødereferatet.
Ud over tilskuddet på 50.000 kroner, har centerforeningen selv afsat omkring 100.000 kroner til den nye legeplads.
-mh