Åbenhed, kvalitet og stabilitet

Af Jerry Ritz (T) Kandidat til kommunalbestyrelsen for Borgerlisten:

Det er trist at se, hvordan denne valgkamp udvikler sig til smædekampagner. Ikke mindst har afgående og afdankede kommunalpolitikere som Isabella Meyer og Hans Henrik Raith forsøgt at forplumre min og Borgerlistens valgkampagne med falske udsagn om min tid som leder af Trommen.

Som det fremgår af Raiths eget indlæg stod han allerede dengang alene med sine besynderlige påstande, og det bebrejder han nu kommunen og hans tidligere kolleger i kommunalbestyrelsen. Raith forsvandt øjeblikkeligt fra debatten, da han blev afkrævet dokumentation.

Af hensyn til Ugebladets læsere følgende:

Michael Michelsen er ikke 'bestilt klakør'. Michael har skrevet selvstændigt her i bladet om kultur siden han i 90'erne selv stod i spidsen for et kulturhusprojekt i Fredensborg, herefter som kandidat til kommunalvalg i Fredensborg 2001, formand for Mastodonterne og som bestyrelsesmedlem i Hørsholm Scenen.

Jeg er sikker på, at medlemmerne af kultur- og fritidsudvalget kender ham, som en selvstændig og professionel forhandler for Hørsholm Scenen. Vi har aldrig lagt skjul på vores venskab og samarbejde.

Der var dobbelt så mange lokale amatørungdomsmusicals i min tid som i dag. Én hvert år - med en enkelt undtagelse, men det er i sig selv ikke relevant. Det jeg har villet diskutere er organisationsform og økonomi. Vi kan få mere for færre penge end vi gør nu.

Dengang var der i øvrigt også sodavandsdiskoteker - en opgave Stampen heldigvis har overtaget, da Trommen skrottede dem. Jo, Trommen var absolut også et sted for de unge dengang.

En grundig revisionsrapport fra min tid i Trommen fastslog, at der aldrig har været tale om 'kreativ' bogføring eller ulovligheder. Driften af caféen og udlejningen gav overskud, hvilket i modsætning til nu var nemt at aflæse i regnskaberne.

Diskussionerne dengang foregik, mens jeg var påtvunget en tavshedsklausul, som først fire år senere blev ophævet, da Indenrigsministeriet erklærede den ulovlig.

Vi mangler åbenhed, kvalitet og stabilitet i den politiske proces - og en valgkamp på holdninger og visioner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...