Frederiksværk: Se den gamle borgmester Thøgersen tænde juletræet på Torvet. Eller oplev hesten, der trak det tunge læs på jernstøberiet.
- Det er ligesom at gå i farmors gamle skuffe og tage billedalbummet frem. Der dufter af lavendler - eller i det her tilfælde røg, støj og møg fra industribyen Frederiksværk, siger museumsleder Frank Allan Rasmussen forud for, at museet mandag trykker på knappen og slipper 12.000 billeder af Frederiksværks industrihistorie løs på sin hjemmeside.
Foreløbig har man kunnet se smagsprøver ved at gå ind på www.flickr.com, men nu bliver billedarven officiel.
Frederiksværk industrimuseum er i forbindelse med sin status som kulturarvskommune i gang med at lægge kortene på bordet og billederne på nettet.
Næste skridt bliver at offentliggøre nogle af de 120.000 billeder, der handler om Frederiksværk i al almindelighed. Det er billeder, som museet har købt af den lokale fotograf Kalmo i Nørregade - og her skulle være noget for enhver borger: Bryllupper, barnedåb, jubilæer, byfester, amatørteater, juletræstænding på torvet.
Fra mandag kan billederne ses på www.indmus.dk.
