Det første træ til ny skov i Tune plantet

Greve: Greve Produktionsskoles traditionelle åbent hus-arrangement i søndags blev noget ganske særligt, idet klimaåret blev markeret med navngivning, grundlæggelse og begyndende tilplantning af en helt ny fredskov i Greve Kommune på de jorder, der før tilhørte Tune Landboskole.

Skolen har søgt og fået midler til naturetablering. Ud over, at der bliver rejst fredskov på en del af ejendommen, vil der blive etableret enge og vådområder omkring den lille å Hederenden, som løber gennem området.

Med naturetableringen ønsker skolen at give naturen bedre vilkår og bidrage til mindre udledning af CO2 til atmosfæren. Den kan gøres ved at kopiere og reetablere den natur, som fandtes flere 1.000 år tilbage, da Danmark var et løvskovsland i en mosaik af overdrev, enge, moser og vådområder.

Miljøforbedringer

Naturetableringen vil betyde væsentlige miljøforbedringer til gavn for faunaen, og den vil give Greve Kommunes borgere, børnene i de lokale daginstitutioner og gæsterne på Tune Kursuscenter nye muligheder for naturoplevelser.

Samtidig bliver der endnu flere gode aktiviteter

og udfordringer for produktionsskolens mange elever. Her tænkes ikke mindst på eleverne på skolens grønne værksted, som skal være med til at passe og vedligeholde området og eleverne på pædagogværkstedet, som får endnu bedre mu-ligheder for at tilby-de arrangementer for kommunens børnehaver og SFO'er.

Det var Greve Kommunes borgmester, Hans Barlach (K), der grundlagde og navngav den nye skov og plantede det første træ. Tune Landboskov blev navnet, og der er købt 35.890 planter til den nye skov, som får et samlet areal på 7,7 hektar. Der plantes ask, lind, el, bøg, birk og fuglekirsebær.

Skolens bestyrelsesformand, Jens Ove Nielsen, plantede det andet træ.

Det er konsulentfirmaet PrimeNature A/S, der står for naturetableringen og tilplantning af skoven i samarbejde med Greve Produktionsskole.

Midlerne til naturetableringen er bevilget af henholdsvis Miljøministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

jøb

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...