Af Peter Nord, byrådskandidat for Lokallisten:
Efter indførelsen af den nye kommunalreform bliver mange ting i kommunerne styret fra Christiansborg.
Alt for mange - og også i Allerød.
I takt med denne centralisering er der kommet en større sammenhæng mellem de landsdækkende traditionelle partiers politik på Christiansborg og den politik, som partierne fører i kommunerne.
Ministre og folketingsmænd/kvinder rejser i øjeblikket rundt og besøger kommuner, som de sikkert knap nok kender, for at anbefale partimedlemmer, som de måske ikke har det helt store kendskab til.
Alt sammen for at de landsdækkende partier kan blive så store som muligt og få indflydelse - også i kommunerne.
Jeg mener, at det er vigtigt, at vi til kommunalvalget vælger nogle lokale kandidater, der er uafhængige, og som ikke er bundet op på aftaler fra "hovedkontoret" på Christiansborg.
Lokallisten for Allerød er en tværpolitisk liste, der ikke har nogen bindinger eller aftaler med 'borgen', og som derfor kan gøre præcis det, der er bedst for borgerne i Allerød.
Hvis du også mener, at Allerød Kommune skal styres fra Allerød Rådhus uden bindinger til Christiansborg, så er Lokallisten for Allerød det rigtige sted at sætte sit kryds 17. november.
Vi har intet "hovedkontor", som skal tækkes, og har derfor alene fokus på at gøre Allerød til en endnu bedre kommune.