Super-Brian har skiftet boksehandskerne og golfkøllerne ud for en tid. Nu gælder det pokerkortene. Den tidligere professionelle bokser stiller sammen med 149 andre deltagere op ved DM i Poker. Det skriver BT.
"I den seneste tid har jeg med pæn succes deltaget i flere live events, så jeg går naturligvis benhårdt efter at vinde DM i Poker, siger Korsør-bamsen, der har fået en del fif fra den professionelle spiller Theo Jørgensen.
Brian Nielsen var med inde over med gode råd, da Theo Jørgensen tidligere på året boksede showkamp mod en anden pokerspiller, Gus Hansen.
DM starter torsdag og der spilles om en samlet præmiesum på 4,3 mio. kr. Når danmarksmesteren er fundet søndag, kan denne indkassere en gevinst på 1,3 millioner kr.
