Få hjælp til vægttab af din forsikring

Overvægtige danskere med privat sundhedsforsikring hos PFA kan få hjælp til vægttab hos en diætist. Dermed giver PFA deres kunder en mulighed, som danskerne i dag ikke har via den offentlige sygesikring.

Direktør i PFA Sundhed Anette Damgaard siger, at når man ser på sundhedsfremmende tiltag, skal man se på både de fysiske, psykiske og sociale elementer.

- I denne sammenhæng er det meget vigtigt at sætte fokus på det forebyggende arbejde. Derfor ligger det i naturlig forlængelse af vores sundhedstilbud, at vi nu tilbyder rådgivning hos en diætist, siger Anette Damgaard i en pressemeddelelse.

At private sundhedsforsikringer åbner for den mulighed er formanden for Foreningen af Kliniske Diætister (FaKD) Ginny tilfreds med. Allerede nu ser det ud til, at flere private sundhedsforsikringer vil give de forsikrede hjælp til vægttab.

- Vi forsøger med alle mulige midler at råbe politikerne op både lokalt og i Folketinget, men der sker rent ud sagt ikke ret meget på den her front. Der bliver talt meget om, at vi skal have nedsat antallet af overvægtige børn og voksne, men vi må desværre konstatere, at vi endnu ikke er kommet igennem med blot et pilotprojekt om, at danskerne kan få adgang til diætisterne via sygeforsikringen på samme måde, som de går til kiropraktor eller fysioterapeut, siger Ginny Rhodes.

Ifølge PFA vejer hver anden dansker for meget, og mindst 15 procent af alle voksne har et BMI, der ligger over 30, og er dermed det, der kaldes for svært overvægtige.

BMI er en forkortelse for Body Mass Index eller kropsmasseindeks. Udregningen af BMI foretages ved at dividere vægt i kg med højde gange højde i meter.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...