Jeg elsker politik, og elsker politikere, der vil noget med den magt, som vi som vælgere giver dem. For det har en betydning, det arbejde, som vores politikere gør - og især i kommunerne. Mange tror at de vigtigste valg er de valg, der holdes til folketinget - men folketingspolitikere er blot dem, der sætter de yderste rammer, hvorimod vores folkevalgte på kommunalt niveau er dem, der bestemmer, hvordan rammen skal fyldes ud. Til syvende og sidst er det langt mere vigtigt for det samlede billede, hvad der kommer på lærredet, og ikke hvordan rammen er. Og hvis ellers der er politik vision, så burde der også være en forskel på hvem man stemmer på. Så meget desto mere trist er det, når det viser sig, at det tilsyneladende ikke er tilfældet. Prøv at gå ind på kandidat-testen på Rudersdal Avis - så vil du opdage at kandidaternes svar tilsyneladende er så godt som ens. Jeg satte mine egne svar - og fik en Venstre-kvinde som mit bedste match, dernæst en socialdemokrat, og som nummer tre en konservativ - alle med scoren 85% match. Nede i bunden, allerlængst væk var en kandidat, som jeg åbenbart var 64% enig med. Prøv så dernæst at sætte kryds i feltet "hverken enig eller uenig" hele vejen ned. Det er vel det bedste bud på en profil, som ikke mener noget som helst. Så finder man ud af at det giver stort set samme scorer i top og bund - der er nogen, der er mere end 80% enige, og den som er mindst enig i ikke at mene noget som helst er alligevel mere end 60% enig. Er der virkelig ikke nogen lokale politikere, der adskiller sig fra dem, der ikke mener noget om noget, med mere end 40%?