Bygnings-udvikling fik nye rammer i den gamle bank

FAXE: Østsjællands Radio var der, kommunaldirektøren var der, ligesom et ordentligt vred håndværkere og helt almindelige, interesserede borgere.

Stedet var Torvegade 29. Lokaler, som gennem tiden har rummet Fakse Bank, bibliotek og senest Geologisk Museum.

Siden august sidste år har der stået Michael Jebsen på skødet. Han købte nemlig ejendommen af Faxe Kommune.

- Med den klausul, at der skulle indrettes kontor for hans ejendomsselskaber her, forklarer kommunaldirektør Sven Gerner Nielsen.

Klausulen blev så indfriet torsdag, hvor de nye huserende, Søren Bjarnø og Christian John Duch, bød indenfor i de nyrenoverede lokaler.

Klassisk

Væk var ferskenfarvede paneler, og ind var kommet teaktræsmøbler med rødt betræk, koksgrå montana-reoler og kalk-farvede vægge.

Lamperne i loftet er af mundblæst glas, tegningerne på væggene for en stor dels vedkommende arkitekttegninger af de bygninge, Michael Jebsen ejer gennem sine selskaber.

For det er tre selskaber, der fremover har filialkontor på Torvegade 29. Stenbjerg Ejendomme, Ejendomsselskabet Stentoft og Udviklingsselskabet Stenbjerg.

Hvert selskab har sin egen rolle, og Christian John Duch skal stå for drift og vedligehold af alle de godt 20 ejendomme, selskabet ejer i området ved Faxe.

- Det drejer sig jo om alt lige fra projektejendomme som Strandegård i Faxe Ladeplads, Rønnede Kro og Kommunegården til små udlejningsejendomme, forklarer Søren Bjarnø.

Afventer

Og netop fremtiden for Rønnede Kro blev der spurgt til ved invielses-receptionen torsdag eftermiddag.

- Men jeg kan ikke give dig noget klarere svar, end at der endnu ikke er en afklaring af, hvad der skal ske med Rønnede Kro, forklarede Christian John Duch.

- Men indtil videre venter vi på, at der bliver godkendt en lokalplan for området.

Michael Jebsen, der ejer de tre nævnte selskaber, kommer fra Sønderborg, men bor til dagligt i Hong Kong. Han har de seneste år købt flere ejendomme på Faxe-egnen. Rosendal Gods ydede han en gennemgribende restaurering.

cvh

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...