Nye parkeringsregler i Ringsted

Nyt parkeringsregulativ skal skabe ordnede forhold i midtbyen. De store lastbiler skal ud af byen, og det skal være slut med at parkere på fortovet.

Nyt parkeringsregulativ skal skabe ordnede forhold i midtbyen. De store lastbiler skal ud af byen, og det skal være slut med at parkere på fortovet.

RINGSTED: Et nyt parkeringsregulativ for Ringsted Kommune er på vej gennem det politiske system. Regulativet skal gøre det forbudt at parkere på fortove og at parkere køretøjer over 3500 kg inden for byzonen.

- Vi ønsker at få køretøjerne ned fra fortovet af to grunde. Da Ringsted har mange gamle fortove, vælter fliserne nemt, når bilerne kører op på dem. Desuden skal der ikke være køretøjer på fortov, der kun er en meter eller halvanden meter brede, så folk får svært ved at komme forbi, siger driftschef Janne Hansen.

Borgmester Niels Ulrich Hermansen (V) ser også frem til at få bedre trafikale forhold i midtbyen. Planen var ellers, at regulativet skulle gennemføres samtidig med en samlet trafikplan, men da den trækker ud, ønsker politikerne ikke at vente længere med at få et regulativ, der skal skabe ordnede forhold.

- Vi synes ikke, det skulle udsættes længere. Vi får mange borgerhenvendelser vedrørende trafikken i byen, og så sent som forleden dag havde jeg møde med en grundejerforening, der var meget generet af, at folk parkerer hulter til bulter i deres område, så de næsten ikke kan svinge ind til egen bolig. Så jeg er virkelig glad for, at vi nu får løst det her, siger Niels Ulrich Hermansen.

Også i gaderne Dronningensgade og Kongensgade har der været problemer. Her parkeres tunge køretøjer foran bopælen især i weekenderne.

- Det er næsten ikke til at komme forbi i weekenderne, hvor der er en del trafik fra Køgevej og ned til idrætsanlægget, siger borgmesteren, der på foranledning af borgerhenvendelser selv har taget turen igennem de to gader i de mest belastede tidsrum.

Løsningen her bliver, at det ikke længere er tilladt at parkere tunge køretøjer mere end fire timer ad gangen uden for særligt afmærkede parkeringszoner, og at ingen køretøjer må holde parkeret på parkeringspladser uden tidsbegrænsning længere end syv døgn ad gangen. Til gengæld skal Dronningensgade og Kongensgade ensrettes i hver sin retning.

På sigt skal andre veje ensrettes, hvis det viser sig, at parkering uden for cykelstier og fortove umuliggør dobbeltrettet trafik i gaderne.

- Det vil vi se på hen ad vejen, siger Janne Hansen.

De nye parkeringsregler får en indkøringsperiode på tre uger. I denne periode får borgere, der ikke overholder reglerne, en lille seddel i vinduet. Derefter håndhæves reglerne sædvanligvis med bødeforlæg. De nye regler kan man orientere sig om på kommunens hjemmeside, når de er endeligt politisk vedtaget.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...