Normalt er snekæder ikke standardudstyr hos en dansk bilist, men det kan måske blive en nødvendig i Hørsholm, hvis vintermånederne byder på sne og frost.
I det netop vedtaget budget 2010-2013 er der politisk enighed om at skære snerydningen væk i nattetimerne fra kl. 22-04. En beslutning der skal generere en besparelse på 350.000 kroner. Til gengæld er der ikke tvivl om, at det samtidig vil udløse trafikkaos i morgentimerne på Hørsholms veje, hvis sneen er væltet ned i nattens løb.
"Det hele afhænger selvfølgelig af, hvad vinteren byder os. Men når det er rigtigt slemt, så kører vi jo i døgndrift for at rydde vejene," siger Knud Breum, leder af Hørsholm Materielgård.
Typisk rykker vintertjenesten ud allerede i aftentimerne med en præventiv saltning. Det kan ofte være efter kl. 22, oplyser Knud Breum. Ved normal snemængden tager det tre-fire timer at få kørt Hørsholms veje igennem med sneryddere. Derfor kan borgerne godt indstille sig på, at når sneen kommer, så vil det få mærkbare konsekvenser for den lokale trafikafvikling i morgentimerne.
Nedskæringen svarer til godt 16 procent af det samlede vinter-budget i Hørsholm. I budgetforliget er der dog den sikkerhedsline, at hvis der opstår trafiksikkerhedsmæssige problemer på grund af manglende snerydning, kan Teknik- og Miljøudvalget revurdere sagen.
Men udgiften skal i så fald afholdes indenfor eget fagbudget.