Kroppen bliver helt elektrisk på Sparresholm

Åbning: Da Sofie Husfeldt for fire år siden skulle bosætte sig nogle år i England tog hun sit lille træningsstudie med sig for den træningsform kunne hun slet ikke undvære.

Det blev begyndelsen på hendes karriere indenfor EMS-træning - Elektronisk Muskel Stimulering. Englænderne blev vilde med det, og i dag har Sofie Husfeldt agenturet i både Danmark og England. Hun er certificeret til at uddanne instruktører i EMS og vendte tilbage til Danmark, da Brexit og coronaen brød løs.

Impulser stimulerer musklerne

– EMS er en træning, der er tilpasset den enkeltes behov og anvendes både til skader og som en traditionel træning i stedet for at bruge flere timer i fitnesscenteret, fortæller 44-årige Sofie Husfeldt, mens vi sidder i det tidligere godskontor på Sparresholm Gods ved Næstved.

For at udøve EMS er man iført et særligt træningssæt og en dragt med elektroder, der sikrer, at impulserne kan stimulere musklerne. Dragten har en ledning, som er forbundet til en XBody-maskine, hvor alle øvelser, tid og intensitet er kodet ind.

Under træningen er der altid tilknyttet en personlig træner, der kontrollerer og justerer intensiteten af impulserne. Træneren tjekker at EMS-øvelserne bliver udført korrekt og vejleder undervejs.

Gode resultater

– Vi har folk, der kommer med muskelsvind, diskusprolaps og udfordringer med knæ og ryg, der oplever gode resultater. Flere med rygproblemer mærker at smerterne helt forsvinder efter seks gange, forklarer Sofie Husfeldt, der tydeligt er meget grebet af træningsformen, og selv er et godt eksempel på, at man kan komme i god form med EMS.

– Det er super træning for både fitnessfolk og atleter, fordi træningen tilrettelægges individuelt og styrken tilpasses afhængig af hvilket niveau man er på. Og første gang begynder vi naturligvis altid med en blid træning, smiler Sofie Husfeldt.

– Hver lektion varer 20 minutter, og for at opnå den fulde effekt både i forbindelse med skader og træning, er det som en begyndelse nødvendigt at EMS-træne to gange 20 minutter om ugen. Herefter kan man eventuelt trappe ned til en gang om ugen for at vedligeholde resultatet. Måske fordi man vil supplere med en anden træningsform.

Sofie Husfeldt nyder placeringen af det nye træningsstudie. Studiet er en del af EMS:SHAPE gruppen, der består af i alt seks af slagsen og hedder EMS Sparresholm. Interessen for EMS har virkelig taget fart under coronapandemien.

Et gods med velvære for krop og sjæl

EMS Sparresholm ligger fredfyldt og idyllerisk nær skov og grønne områder. Godsejer Thomas Garth-Grüner, der er kæreste med Sofie Husfeldt, kan se noget givtigt ved at udnytte bygningerne på Sparresholm.

– Vi vil rigtig gerne skabe mere liv her, og jeg er ikke typen, der er til restaurant- og hotelfaciliteter, fortæller 50-årige Thomas Garth-Grüner, der selv er en inkarneret træningsfyr i forskellige sportsgrene, og kæresten har selvfølgelig hurtigt introduceret ham for EMS.

– Jeg drømmer om at vi i fremtiden kan inddrage en bolig mere og kunne tilbyde et fælleshus for krop og sjæl. Tilknytte flere sundhedsbehandlere og eventuelt tilføje heldags arrangementer, hvor man samtidig har glæde af vores fredfyldte områder. Vi kan lave en kombination, hvor deltagerne cykler ud til os og samtidig oplever naturen, fortsætter godsejeren og den sundhedspassionerede kæreste supplerer med et stort smil: - For mig er det én stor legeplads, hvor jeg kun kan se mange muligheder.

Brand i hovedbygningen

I 2013 slog lynet ned i hovedbygningen på Sparresholm Gods, der forårsagede en omfattende brand. Selvom den sidste forår blev gjort fri af et enormt stillads og egentlig fremstår som færdig, er renoveringen indenfor endnu ikke klar.

Der arbejdes på sagen og godsejeren glæder sig til igen at kunne bo i den gamle renæssance hovedbygning fra 1609.

Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo
Foto: Dorte Rye Silbo

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...