Byrådsmedlem Carina Buurskov (V) bliver formand for det nye paragraf 17 stk. 4 udvalg om Borgerdialog, som Egedal Byråd har besluttet at nedsætte.
Det bestemte et enigt byråd, da det på sit virtuelle byrådsmøde onsdag aften godkendte kommissoriet for det nye udvalg om borgerdialog.
Samtidig udpegede de syv partier i byrådet hver deres repræsentant i udvalget, som fra politisk side kommer til at bestå af følgende:
Morten Lyager (S)
Rikke Mortensen (R)
Birgitte Neergaard-Kofod (K)
Carina Buurskov (V)
Jonathan Kristensen (SF)
Bettina Zarp (LNE)
Helle Bovien (Enhl.)
Derefter foreslog borgmester Vicky Holst Rasmussen (S), at Carina Buurskov blev formand for det nye udvalg om borgerdialog. Hun tilkendegav, at det allerede havde været drøftet og at Carina Buurskov var villig til at påtage sig opgaven.
– Det er jeg rigtigt glad for. Jeg ved, at du vil gøre et godt stykke arbejde og brænder for det, sagde borgmesteren, og Carina Buurskov påtog sig med glæde opgaven.
– Jeg glæder mig rigtigt meget til at tage fat og er rigtig glad for tilliden, sagde hun og gav udtryk for håb om, at mange borgere vil byde ind på opgaven.
Nu er det nemlig op til interesserede borgere at sende en kortfattet ansøgning til kommunen, hvorefter der vil blive udvalgt syv repræsentanter til udvalget for borgerdialog. Det sker ud fra et ønske om et bredt udsnit af kommunens borgere, og det tilsigtes at udvælge følgende syv borgerprofiler:
- En ung borger
- En forælder til børn i henholdsvis. dagtilbud og skole
- En borger med et handicap/forældre til et handicappet barn
- En ældre borger
- En erhvervsdrivende borger
- En borger som er aktiv inden for kulturlivet
- En borger som er aktiv inden for fritidslivet
Inden for disse målgrupper skal der så vidt muligt sikres en bred repræsentation af kommunens geografiske områder.
Udvalget starter arbejdet den 1. marts 2022, og arbejdet ses gerne afsluttet senest ved udgangen af juni 2023.
