Furesø: Der var 93 kvinder i vandet i Furesøen lørdag, hvor Kano og Kajakklubben Nord for første gang afholdt kvindeløb til fordel for Støt Brysterne-kampagnen. Et antal, som arrangørerne kalder forrygende taget i betragtning, at kano og kajak trods alt er en sport med beskeden popularitet i Danmark.
- Vi er en lille sport på trods af, at vi har flere verdensmestre og har gjort det godt internationalt i årevis. Og mediemæssigt er sporten slet ikke slået igennem, siger Ole Rinck Christensen, der er instruktør i klubben og en af koordinatorerne bag lørdagens begivenhed.
Han er udmærket klar over, at al begyndelse er svær, og tænkte derfor på forhånd, at hvis der blot meldte sig 30 kvinder til løbet, ville det være besværet værd, og der ville blive et pænt beløb at give videre til Kræftens Bekæmpelse.
- At deltagertallet bliver tre gange så højt er derfor forrygende, mener arrangøren.
Regnskabet for weekendens arrangement er endnu ikke gjort helt op, men Ole Rinck Christensen regner med at kunne aflevere en check på 15.000 kroner til det gode formål.
