Ny kompagnon i Lægehuset Slangerup

I syv år har 46-årige Trine Rønnov været praktiserende læge i Hillerød, men i foråret solgte hun sin andel og overtog i stedet Mette Riemanns del af kompagniskabet hos lægerne i Slangerup. Her er hun faldet godt til i de flotte lokaler, der er bygget op omkring resterne af den gamle købmandsgård fra 1850.

-Jeg føler allerede en daglig glæde ved at arbejde i denne smukke bygning, hvor der i mere end én forstand er højt til loftet. Arbejdsgangen er meget dynamisk, og der er masser af energi og glæde. Alle har mange forslag, og der er ikke langt fra ide til handling, siger Trine Rønnov.

I lægehuset er ansat syv læger, seks sygeplejersker og én sekretær. Sygeplejerskerne får større og større ansvar, og det betyder, at lægerne får mere tid til at diagnosticere, mens sygeplejerskerne bl.a. tager sig af de regelmæssige kontroller af patienter med kroniske sygdomme.

-Der er stor efterspørgsel efter læger, og i gennemsnit tilser vi 25 patienter om dagen. Derfor vil vi om kort tid ansætte en bioanalytiker, der kan overtage noget af vores arbejde i laboratoriet, siger Trine Rønnov, og tilføjer at patienter kan spare tid ved at klikke på www.laegerneislangerup.dk.

For to år siden blev hun uddannet psykoterapeut, og det kan hun i høj grad bruge i sit arbejde på klinikken.

-Flere og flere mennesker kommer til lægen med ondt i livet, og det har bl.a. gjort, at jeg er blevet bedre til at forstå og hjælpe patienterne. Vi er i det hele taget et godt team, og jeg håber, at den gode stemning i lægehuset smitter af på de mennesker der kommer her, siger Trine Rønnov.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...