CO2-udledninger, der mindskes med op til 78 procent. Besparelse for husstande. Et bidrag til målet om, at 90 procent af den samlede boligmasse er opvarmet med fossilfrie varmekilder i 2030.
Det er noget af det, der bliver fremhævet som fordelene ved at udbygge fjernvarmenettet. Det er i Søhelte- og Marienlystkvarteret, såkaldte ”yderområder” i den vestlige og nordlige del af Helsingør og bykernen, at Forsyning Helsingør har skitseret projekter for, hvordan områderne kan blive forsynet med fjernvarme. Det fremgår af en orientering på Klima- og Bæredygtighedsudvalget i Helsingør Kommune.
Hovedparten af fjernvarmen produceres på det biomassefyrede Helsingør Kraftvarmeværk, og dermed bidrager de forskellige forslag til, udover en bedre udnyttelse af fjernvarmenettet og driftshensyn, til fornævnte mål om fossilfrie varmekilder.
Og for det af de fire projekter, der handler om bykernen i Helsingør, fremgår det, at CO2-udledningen vil kunne mindskes med 78 procent over de næste 20 år. Tallet hedder 76 procent for Marienlystkvarteret, 75 for Søheltekvarteret og 71 for det, der defineres som yderområder.
Konvertering
De fire projektforslag for konvertering af primært naturgasfyrede områder til fjernvarme vil også have en forbrugerøkonomisk fordel, og for alle fire projekter lyder det på førnævnte orientering, at fjernvarme er billigere for de berørte beboere i boliger. Til gengæld bliver det lidt dyrere for de erhvervsbygninger, der ligger i bykernen.
Om centrum bliver det også beskrevet, hvordan området består af en ”meget kompleks forbrugerskare af etageejendomme med butikker, kontorer, lejligheder”:
- Center for By, Land og Vand er i tæt dialog med Forsyning Helsingør om en nærmere koordinering. Da tidshorisonten for hhv. etableringen af fjernvarme og implementeringen af investeringsplanen er vidt forskellig, vil det dog næppe kunne undgås, at borgere og beboere i visse områder af byen vil opleve gener ad flere omgange, lyder det videre.
Proces
Center for By, Land og Vand indstiller, at de fire skitserede forslag godkendes. For forslaget om fjernvarme i Søheltekvarteret og yderområderne indstilles det videre, at der i samfundsøkonomiske beregninger ses bort fra et naturgasscenarie. For sidstnævnte indstilles det også, at projektet godkendes ”på vilkår af, at der opnås tilskud fra Fjernvarmepuljen”.
Klima- og Bæredygtighedsudvalget skal beslutte 11. januar, om projekterne skal godkendes, hvorfefter Økonomiudvalget kan godkende 24. januar forud for endelig godkendelse i Byrådet den 31. januar, hvorefter der i så fald vil være fire ugers klagefrist.
Forsyning Helsingør vil efterfølgende rette blikket mod Espergærde og Snekkersten, såfremt der bliver givet grønt lys til de fire projekter.
