Efter at han i 2005 gik på pension som filialdirektør for Danske Bank i Holbæk, havde Poul Dengsøe helt sikkert regnet med, at det var slut med karrieren i bankverdenen.
Men nu er han midt i en ny ansættelse i en bank, nemlig afviklingsbanken efter Roskilde Bank. Her rådgiver han større erhvervsvirksomheder i arbejdet med at finde en økonomisk løsning, efter at de tre banker, der købte den krakkede Roskilde Banks filialer, sagde nej til at få dem som kunder.
Poul Dengsøe vendte tilbage til bankverdenen den 9. februar. I første omgang var der aftalt en periode frem til årsskiftet, men han har netop sagt ja til et ønske fra banken om at forlænge med to måneder.
- Tanken havde ikke strejfet mig, selv om det sidste efterår var fremme, at der var brug for erfarne medarbejdere i afviklingsbanken. Men vi har et lille golfhold med fire gamle chefer fra Danske Bank, og i december blev min tidligere kollega fra Frederikssund ansat i Roskilde Bank. Han var kun 61 år. Midt i januar blev den ældste på golfholdet ansat. Han er et år ældre end mig, og han fortalte, at der var brug for flere, så efter 14 dage startede jeg, fortæller Poul Dengsøe, 65 år.
I marts var golfholdet samlet, for da begyndte også den fjerde i banken, så holdet har kun fået tid til at spille golf én gang i år, mens det normalt ville have været tre gange.
Rollator-hold med over 300 års erfaring
I alt er der syv tidligere Danske Bank-chefer i Roskilde Banks gamle hovedsæde, og en dag fandt de på at udregne deres sammenlagte anciennitet. 302 år viste resultatet, altså en gennemsnitlig ansættelse på 43 år.
Derfor er der måske ikke så meget at sige til, at kollegerne har fundet på et kælenavn til gruppen.
- Vi går under navnet Rollator-holdet - selv foretrækker vi Det grå guld, fortæller Poul Dengsøe.
Han er erhvervsrådgiver i storkundeafdelingen, hvor han har ansvaret for 17 koncerner. De består af flere selskaber, så alt er det omkring 70 kundeforhold og et samlet forretningsomfang på en lille milliard kroner.
- Det er en regel, at vi ikke må kende kunderne på forhånd, så jeg har ingen fra Holbæk og omegn. Virksomhederne ligger i Roskilde, Ringsted, Helsingør, Greve, Køge og et par i København.
- Målet er at få skabt et økonomisk overblik og derefter en handlingsplan for, hvordan kunden kommer videre, forklarer Poul Dengsøe.
Langt de fleste kunder i drift, for det var hans ønske at have med den type kunder at gøre, da han blev ansat. Andre har mest at gøre med de kunder, som er i betalingsstandsning eller under konkurs.
Succeskriteriet er helt anderledes end før
I sine 44 år i Danske Bank havde Poul Dengsøe til opgave at fastholde kunderne og skaffe nye.
- I afviklingsbanken efter Roskilde Bank er succeskriteriet at få en kunde afviklet - det skal man lige vænne sig til. Man kan måske hjemtage realkreditlån i en ejendom for at nedbragt bankgælden, så kunden bliver mere spiselig for andre banker. Det er lykkedes at få tre videre, og et par stykker mere kommer forhåbentlig videre i løbet af efteråret, fortæller eks-bankdirektøren.
Han er en af cirka 210 ansatte, som stadig er tilbage i afviklingsbanken, men tallet skal dale løbende. Planen er, at der skal kunne lukkes endeligt med udgangen af 2012.
Arbejdet med afviklingen af kundeforholdene kan indimellem være psykisk hårdt, for det er mennesker af kød og blod, der har behov for en løsning, konstaterer Poul Dengsøe.
- Det har været en utrolig spændende udfordring, men den har måske nok været større, end jeg havde forventet. Men i afviklingsbanken har vi et utrolig godt arbejdsklima, fortæller Poul Dengsøe.
koj nordvest.dk