Allerød byder solcelle-idé velkommen

Solceller kan bidrage væsentligt til fremstilling af el, men stramme lokalplaner, praktiske forhold og økonomi kan forhindre solcellernes udbredelse i villakvartererne. Det får en energiekspert til at foreslå, at de mange store tage i landets industrikvarterer tages i brug til solcelleanlæg, som alle kan købe anparter i.

"Jeg vil opfordre kommunerne, herunder Allerød, til at arbejde for en sådan udvikling i industriområderne. Her er masser af store tage, der vender den rigtige vej, og her skæmmer solcellerne ikke. Det bør også tænkes ind i nye erhvervsområder. Og hvis folk kan købe solcelle-anparter, kan man i principppet producere sin egen strøm - og dagligt følge med i cellernes produktion via nettet, hvilket vil øge engagementet - altsammen til fordel for miljøet," siger energikonsulent Christian Oxenvad, Energitjenesten.

Han påpeger, at solceller kan give et væsentligt bidrag til strømproduktionen ved siden af vindmøller, idet han understreger, at solcelle-anparter stadig er noget, der er i sin vorden rent lovgivningsmæssigt.

Allerøds borgmester, Erik Lund, finder forslaget særdeles interessant og siger:

"Som Green Cities-kommune har vi en række mål, vi skal og vil nå, og her er alle gode idéer velkomne. Forslaget om solcelle-anlæg i industriområder er mig langt fra fjernt, det lyder spændende og er noget, vi bør se nærmere på. Vi taler på samme måde om at udnytte tage på haller. Det kan godt være, at der er lokalplaner, der stopper for solceller i villakvarterer, men nogle lokalplaner er altså 30-40 år gamle, og selvom det naturligvis skal se pænt ud, så jeg vil sige: Prøv at søg dispensation til miljøtiltag."

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...