Ib Lunde og Borgerligt Alternativ på banen igen

Det tidligere kommunalbestyrelsesmedlem Ib Lunde Rasmussen, Rungsted, er klar til at prøve lykken på ny med sin liste Borgerligt Alternativ og opstiller igen ved kommunalvalget.

Ved sidste kommunalvalg i 2005 var han netop blevet ekskluderet fra Venstre og dannede derfor Borgerligt Alternativ, der opnåede omkring 350 stemmer.

"Jeg prøver endnu en gang, og det gør jeg først og fremmest, fordi jeg synes, det har været en ynk med forvaltningen af kommunens ejendomme og værdier de sidste fire år. Det gælder både salg af Statoil-grund, marmorfliser på Gågaden, Rungsted Havn og salg af plejehjem Hannebjerg," siger Ib Lunde Rasmussen og mener, at kommunen bliver drevet på en mærkværdig måde.

Beslutningen om at genopstille tog den 63-årige Ib Lunde Rasmussen, da han for trekvart år siden igen begyndte at blande sig i lokaldebatten - ikke mindst havne-sagen.

Ib Lunde Rasmussen sad i Hørsholm Kommunalbestyrelse fra 2002 til 2006, valgt for Venstre. Det er dog ikke i den liberale retning, han søger sit valgforbund.

"Det er klart, at vi vil undgå stemmespild. Derfor arbejder jeg på at komme i valgforbund med De Radikale og Kristendemokraterne," oplyser Ib Lunde Rasmussen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...