Side om side med sodavand og kildevand står de alkoholholdige cidere i landets største supermarkedskæder, skriver Politiken lørdag. Men dér hører de ikke hjemme, mener Sundhedsstyrelsen.
»Når man placerer cider sammen med sodavand, vil forbrugeren have en forventning om, at produktet ikke indeholder alkohol, og vil nemt komme til at købe det med hjem til børnene«, siger alkoholkonsulent Kit Broholm til Politiken.
En undersøgelse, som Politiken har foretaget i Irma, Føtex, Netto, SuperBest og SuperBrugsen, viser, at de store ciderflasker på halvanden eller to liter er placeret sammen med sodavand, kakaomælk, kildevand og saftevand i samtlige butikker. Ciderprodukterne har en alkoholprocent på mellem 0,4 og 0,7.
»Derfor bør de stå med de øvrige alkoholiske drikkevarer«, siger Kit Broholm fra Sundhedsstyrelsen.
Anbefalingen tages alvorligt hos Coop, der ejer Irma og SuperBrugsen.
»Hvis Sundhedsstyrelsen mener, det er et reelt problem, er det min vurdering, at vi vil flytte varerne væk fra læskedrikkene«, siger Jens Rasmussen, kategoriplanlægger hos Coop til Politiken.
Ifølge reglerne må drikkevarer med en alkoholprocent på under 1,2 nemlig gerne sælges som læskedrikke til børn under 16 år.
Foruden børn kan også folk på antabus, medicin og gravide kvinder uoverlagt komme til at hælde alkohol i sig, påpeger Sundhedsstyrelsen.