Taastrup: Omkring en halv time før cykelløbet Ritter Classics forventede afslutning søndag eftermiddag i Taastrup bliver der budt velkommen ved målstregen. Den rutinerede speaker Hardy Rasmussen skal styre de sidste 30 minutter, og han har direkte telefonadgang til løbsleder Jens Veggerby, der er med ude på ruten i løbsbilen.
De første 87 kilometer af løbet kaldes ren motion, idet alle rytterne er tvunget til at holde en nogenlunde stabil hastighed på 30 kilometer. De sidste 30 kilometer er løbet frit, og her kan de benstærke ryttere vise, hvad de dur til.
Ude fra ruten kommer Jens Veggerbys stemme igennem, og vi får at vide, at nu er løbet givet frit.
- Rytterne ligger i en lang vift, og både for og bag er de beskyttet af betjente på motorcykler. Det ser fantastisk flot ud og ligner fuldstændig en dag i Tour de France, rapporterer han.
Efter fem minutter er to ryttere nu stukket af, får vi at vide.
- Stjernerne (det er danske Rolf Sørensen og norske Dag Otto Lauritzen, red.) ser dog ud til at have gode ben, og de ligger lige efter udbryderne i en forfølgelsesgruppe, fortæller Jens Veggerby.
Det var næsten som at sidde på en cykel selv for de mange tilskuere, der har taget opstilling ved målstregen. Mange af de kendte ryttere gennemfører, andre står af undervejs, men fælles for alle er en stor oplevelse i den smukke Nord- og Midtsjællandske natur.
Vinderen af løbet blev Rasmus Lilje, der strøg først ind over målstregen i tiden 3 timer 53 minutter og 8 sekunder.