Moderen til Michael Jackson fik mandag permanent forældremyndigheden over den afdøde popstjernes børn. Det skete ved et retsmøde i Los Angeles.
Ifølge den indgåede aftale får den 79-årige Katherine Jackson forældremyndigheden, mens Michael Jacksons tidligere hustru Debbie Rowe får samkvemsret med de to børn, hun er mor til. Det drejer sig om den 12-årige Prince Michael og den 11-årige Paris.
Rugemoderen til Jacksons tredje barn, den syvårige Prince Michael II, kendt som "Blanket", er aldrig blevet identificeret.
Ifølge den indgåede aftale tjener Rowe intet økonomisk på, at hun fraskriver sig forældremyndigheden. Hun får ikke en dollar mere, end de 8,5 millioner dollar (45 millioner kroner), hun allerede har fået tildelt.
