Konservative har valgprogram klar

Det Konservative Folkeparti i Allerød har offentliggjort sit valgprogram for kommunalvalget tirsdag den 17. november.

Udover at satse på fortsat konservativ ledelse af kommunen i skikkelse af nuværende borgmester Erik Lund er målsætningen, "at Allerød fortsat skal have en god og sund økonomi, hvor borgernes skattebetalinger bruges effektivt. At fastholde gode normeringer i daginstitutioner og børnehaver. At år 2010 udnævnes til "Allerød i bevægelse". At Allerød skal være en god kommune at blive gammel i. Medlemskabet af Green Cities skal bruges aktivt, og der skal værnes om de grønne områder mellem lokalsamfundene. At trafiksikkerheden ved skoler og idrætsanlæg skal være god. En ny, stor svømmehal i Allerød Kommune. At tiltrække attraktive erhvervsvirksomheder til Allerød. At Lynge og Blovstrød har gode busforbindelser."

Valgprogrammet kan læses i sin helhed på partiets nye hjemmeside på www.konservative.dk/allerod.

Ifølge formanden for konservative i Allerød, Martin H. Wolffbrandt, er partiet stolte over de mange resultater, der er skabt i Allerød under konservativ ledelse.

"Partiets valgprogram afspejler, at de konservative har ambitioner på Allerøds vegne og peger fremad med visionære bud inden for alle politikområder. Vi talte for at Allerød skulle fortsætte som selvstændig kommune. Et stort flertal af borgerne var enige med os. Når vi ser på nabokommunerne og deres problemer økonomisk og demokratisk, så kan man konstatere, at det var den helt rigtige beslutning af fastholde Allerød som selvstændig kommune," siger Martin H. Wolffbrandt.

Konservative arbejder for, at man kan have et aktivt liv - uanset alder.

"Vi ønsker, at den enkelte familie kan vælge frit, hvad der passer dem bedst. Det offentlige skal ikke diktere, hvordan vi skal leve vores liv, men skabe gode rammer, vi som borgere kan udfylde. Konservative i Allerød efterlader ikke regningen i børneværelset. Vi er økonomisk ansvarlige og arbejder for den bedste service og effektiv udnyttelse af hver skattekrone, så vi kan fastholde det lave skatteniveau," siger Martin H. Wolffbrandt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...