Ringsted: Så går det løs! For femte gang lægger Anlægget græs til Ringsted Festival. Og aldrig har vejret været bedre: Sol, sol, sol - og nul regn. Fantastisk!

Lydprøverne har runget over byen hele formiddagen og banket forventningerne i vejret. Men Celina Ree lokker alligevel ikke nok til at trække os væk fra den hjemlige opvarmningshygge. I stedet dukker vi op ved 17.30-tiden, hvor Hej Matematik åbner ballet på de store Anlægssvenen. Og køen for at komme ind til festivalen er ikke en gang særlig lang - genialt med det nye tiltag, hvor man kunne få armbånd på allerede torsdag!

Vi napper en øl i den store DiBa-bar, men Hej Matematik lyder ikke specielt godt. Eller, de lyder i hvert fald ikke ligeså super lækkert velproduceret som i radioen, så vi vender ryggen til de slipseklædte popfyre og bevæger os ned til Pamperhalle. Her er trioen Skipper Just Frost i fuld gang med en fængende omgang boogie. Det swinger! De er fede! Jeg har en gang jordet en af deres cd'er i en anmeldelse, fordi den var skuffende ringe og super plat, men det her holder.

- Lyder det okay? spørger klaverbokseren oppe fra den glimmer- og guirlandeklædte scene, og et jubelbrøl bekræfter, at det gør det.

- Det lyder sgu' også okay heroppe, bemærker han.

"Shake that ass", skråler de tre musikere, og publikum skråler med, og så dropper de klaveret, bassen og trommerne for i stedet at tampe løs på tamburiner, så en gennemsnitlig pinsekirkemenighed ville blive imponeret.

Men vi må videre Stien leder os forbi en lækkert indrettet cocktailbar med lædermøbler på græsset. Coronas 90'er-hit "Rhythm of the night" dunker fra højttalerne. I det gigantiske Rockteltet, der lige med nød og næppe er blevet klemt ind mellem Anlæggets træer, er Michael Learns to Rock kommet på scenen. De lader til at hygge sig, og det gør publikum også.

I et hjørne mellem Rockteltet og Pamperhalle er Bogbussen blevet parkeret, og musikskolen giver koncert. Et band med fire saxofoner og et par trompeter i front trykker den af, og mens far Torsten håndterer bassen, spiller Anne Baggesen sax-solo. I det samme kommer Skipper Just og Frost ud fra bagsiden af Pamperhalle - de kigger imponeret over på musikskolen.

Det er blevet tid til at få noget at spise - og hvor er der bare meget at vælge mellem i år! Antallet af madboder er da vist blevet mangedoblet, og udover det sædvanlige festival-fastfood er der også salatboder og sågar thaimad. Ros til det! Vi napper en portion forårsruller og slutter af med en muffin fra Dagmarbryggeriets bod. Mums!

Så tilbage til Pamperhalle, hvor en af årets mere spændende nyskabelser er gået på scenen: Polkaholix. En tysk gruppe, der gør det i fest og polka. Humøret er uendeligt højt, og så synger de en hyldest til döner kebab. De øldrikkende gæster i teltet giver den gas - det fungerer faktisk godt med den nye Pamperhalle, der er større og mere åben end de tidligere år.

Her kunne man godt blive hængende, men vi må lige et smut over til Anlægsscenen og høre Sys Bjerre. Hun er overraskende god. Musikken lyder godt, og hendes "gymnasieband", som hun kalder det, gør det godt. Hendes Disney-musestemme gør det svært at kapere mere end tre-fire sange, men da hun slutter af med Malene-sangen, er der fællessang. Og de mange børn blandt publikum nyder det tydeligvis.

Nu må det være tid til en pandekage, men mens vi drøfter, om den skal være med sukker eller syltetøj (de tilbyder ikke en med Grand Marnier, øv) får vi at vide, at der er 10 minutters ventetid. Det har vi ikke tid til at vente på.

Inde i Rockteltet er Peter Belli nemlig gået på, og wow, hvor han kan. Den mand har så ubetinget Danmarks bedste rockstemme, og når han så bliver bakket op af et voldfedt orkester med bas, tromme, guitar, orgel, sax og et par modne syngesild fås det ikke bedre. Mens mørket falder på får vi numre helt tilbage fra hans pladedebut - og ingen af de corny numre, hans karriere ellers har budt på i rigelige mængder. Det er næsten ærgerligt

Henne foran Anlægsscenen er der ved at være godt fyldt - folk venter på Kim Larsen - men da Belli har sunget om København og en DC9, kommer Torsten Gerstenberger på scenen. Han er konferencier i Pamperhalle og prøver at lokke folk til at høre Vejgaard Tårnblæserlaug, men selv ikke "Ein prosit", som han egenhændigt synger, mens folk lusker af, kan overbevise os. Vi skal høre Kim Larsen! Så efter at have tanket op med øl fra RIF fodboldsupports bar i Rockteltet står den på fællessang.

"Jutlandia", "Rabalderstræde" og "Midt om natten". Så behøver jeg vist ikke sige mere. Det skulle da lige være, at det faktisk er en fed og anderledes udgave af "Midt om natten", vi får - i stedet for keyboards laver Kim Larsen lyde med den der enorme mund. Og så er der faktisk en del mindre kendte numre på repertoiret, så fællessang fra start til slut bliver der ikke.

Inden han får sunget "Om lidt blir her stille", er festivalens husorkester, U2-kopierne Die Herren, gået i gang med "Sunday, Bloody Sunday".

- Hvad siger I til det?! spørger forsanger Mono, mens vi lister et smut ned for lige at tjekke stemningen i Pamperhalle, hvor Diskofil spiller pumpede udgaver af gamle grandprix-klassikere.

Og publikum er i den grad opsatte på nostalgifest. Der er væsentligt mere gang i den her, end i Rockteltet. "Hvor skal vi sove i nat?", "Det' lige det" og "Den knaldrøde gummibåde" pisker humøret i vejret.

I Rockteltet er der dog også godt proppet, men ikke mere end at man uden større besvær kan mase sig op foran, hvor jeg dog bliver jokket over tæerne af en begejstret Die Herren-fan.

- Jeg elsker den fyr! Jeg har set dem 20 gange, brøler han.

Og Mono ved, han og publikum har publikum i sin hule hånd.

- Jeg skal sige tak til Ringsted Festival for at hyre os. De betaler det hvide ud af øjnene, men vi er hver en krone hver. Jeg gentager: Vi er hver en krone hver!

Ingen protesterer, heller ikke da bandet giver ekstranumre til kvart over et, selv om festivalens første dag egentlig skulle slutte klokken et.