Bankrøver kom fra bankdirektørfamilie

Tobias Møller voksede op i en bankdirektørfamilie, men endte selv som bankrøver. Han anklager sin mor for manglende tilstedeværelse i sin barndom, men sidder selv i fængsel det meste af tiden i stedet for at være sammen med sine børn. Han ønsker at arbejde med at hjælpe omsorgssvigtede børn med at finde den rette vej i tilværelsen, men har som 36-årig endnu ikke fundet vejen selv.

Tobias Møller voksede op i en bankdirektørfamilie, men endte selv som bankrøver. Han anklager sin mor for manglende tilstedeværelse i sin barndom, men sidder selv i fængsel det meste af tiden i stedet for at være sammen med sine børn. Han ønsker at arbejde med at hjælpe omsorgssvigtede børn med at finde den rette vej i tilværelsen, men har som 36-årig endnu ikke fundet vejen selv.

På Forlaget Lindhardt og Ringhof udkommer i dag onsdag journalisterne Jeppe Facius' og Anders-Peter Mathiasens bog "Bagmanden" om forbryderen Tobias Møller, der er vokset op i et bankdirektørhjem i Hellerup, men i dag betragter Statsfængslet i Jyderup som sit egentlige hjem.

Tobias Møller, der er 36 år, har siddet i fængsel rundt regnet halvdelen af sit liv.

Han har domme for bankrøveri, hashhandel, vold og trusler og for at være narkobagmand. Senest er han i november 2008 dømt for at have været en form for bagmand til hjemmerøveriet mod en skibsreder i Rørvig i januar samme år - en dom, der udløste en reststraf fra en tidligere prøveløsladelse og derfor endte med i alt fem års fængsel.

Anklager sin mor for at have været en ussel mor

Der er dem, der mener, at verden var bedst tjent med at lade en forbryder som Tobias Møller glide ud i glemslens tåge, og at det er mere end svært at finde argumenter for, hvorfor han og hans kriminelle meriter nu skal eksponeres både i bogform og i diverse medier.

Selv mener han, at der er mindst én god grund til at udgive bogen, og til at folk skal læse den:

- Man skal læse den for at finde ud af, hvorfor folk kan ende, som de er endt, selv om det udadtil kan se ud som om, de er opvokset i en pæn og velfungerende familie med en far, som er bankdirektør, og med fine biler og stort hus i Hellerup. I disse tider med alle folks materialistiske ting skal de prøve at slå øjnene op og holde øje med deres egne børn. Når jeg er ude at holde foredrag for folk, finder hr. og fru Jensen ud af, at de kun har haft en halv time eller tre kvarter sammen med deres børn i løbet af en dag, og det er jo ikke nok, pointerer han.

Selv om bogen ifølge Tobias Møller ikke skal opfattes som et opgør med familien, anklager han gentagne gange og over mange linjer sin mor og sin stedfar for ikke at have været til stede i hans barndom. Han synes, at navnlig moderen har svigtet ham:

- Jeg bebrejder da min mor - hun har da været en ussel mor. Forældrene er jo den røde tråd - det er jo deres pligt at klæde deres børn på, så de kan klare sig i samfundet. Når ens forældre sender deres barn på 13 år 1.200 kilometer væk på kostskole, så er de ikke deres forældrerolle ansvarlig, siger han med henvisning til, at han blev sendt på Stenhus Kostskole i Holbæk, efter familien var flyttet til Luxembourg, og han også der var blevet grebet i tyveri.

Når man læser bogen, får man nemt indtryk af, at Tobias Møller giver sine forældre ansvaret for, at han er blevet kriminel. Han ved dog godt, at det i sidste ende er hans eget ansvar:

- Jeg kan jo ikke bebrejde mine forældre, at jeg er blevet, som jeg er blevet. Jeg burde jo have været voksen nok til at sige fra. Det er jo ikke dem, der har valgt, at jeg skulle gå hen og lave kriminalitet. Det er mig selv, der har valgt det jo. I starten - der er vel ikke nogen drenge, der ikke har stjålet penge fra mors pung, men de har kunnet sige fra, når de er blevet ældre. Men jeg har måske været for svag til at sige fra, og så følte jeg mig tiltrukket af miljøet.

Ville ikke ende som forældrene

Med udgangspunkt i de åbenlyst smertelige erfaringer, han har gjort gennem sin egen barn- og ungdom, føler Tobias Møller sig øjensynlig klædt på til at give folk gode råd om, hvordan de skal gebærde sig som forældre.

I skærende kontrast dertil står hans egen forældrerolle.

Tobias Møller er far til en pige på otte år og papfar til en dreng på 17 år. I et interview, der blev bragt i Venstrebladet og Folkebladet for knap fire år siden, fortalte han om smerten ved at sidde i fængsel og være far, og han erklærede ved den lejlighed, at det af lige præcis den grund skulle være slut med kriminaliteten, når han halvandet år senere kunne komme ud af fængslet.

Alligevel er han nu tilbage i fængslet. Efter en ny dom er han i færd med at afsone i alt fem års fængsel med det resultat, at han kun kan være sammen med sine børn, når de besøger ham i fængslet, eller han er på udgang.

Den fængslede far kan godt selv se, at hans evindelige tilbagevenden til fængslet ikke harmonerer særlig godt hverken med det, han kritiserer sine egne forældre for, eller med det, han synes, han skal lære andre forældre:

- Jeg har jo altid sagt, at jeg ikke ville ende som min mor og far. Men jeg er blevet 20 gange værre, for jeg er væk 365 dage om året. Jeg er blevet værre end mine forældre, og det nager mig da også dybt. Mit mindste forsvar er, at jeg er til stede for børnene, når de er her i weekenderne, og når jeg er hjemme hos dem, siger han.

Hvorfor det er sådan, når nu han ved bedre, kan Tobias Møller ikke svare på:

- Hvis jeg havde svaret, så havde jeg også gjort det bedre. Men jeg valgte jo i en tidlig alder at være kriminel. Og så har jeg været en kæmpe egoist jo. Det er det, jeg har været god til altid. Jeg har valgt at være kriminel, og sådan tjener jeg mine penge, og så koster det altså at komme i spjældet en gang imellem, konstaterer han.

Kriminalitet er nærmest en ekstra kvalifikation

Som forberedelse til DGI's landsstævne i Holbæk blev en gruppe afsonere fra Statsfængslet i foråret sendt på truck-kursus, så de kunne betjene en truck, når stævne-tribunen skulle bygges.

En af kursisterne var Tobias Møller, som i et avis-interview ved den lejlighed fortalte, at han egentlig blot deltog for afvekslingens skyld, og at han ikke havde planer om at tage sig en uddannelse, idet han følte, at han var blevet for gammel.

Den 36-årige straf-afsoner, der ellers i bogen beskriver sig selv som en slags faglig førerhund under sin skolegang på Stenhus, og som også har været i gang med at studere både på gymnasiet og på HF, uddyber her, hvorfor han ikke mener, han bør uddanne sig:

- Det, jeg skal lave, når jeg bliver løsladt, har jeg ikke brug for uddannelse til. Jeg genoptager det arbejde, jeg havde, da jeg blev anholdt, og det er livserfaring, der skal bruges til det arbejde. Det er et arbejde på et opholdssted for omsorgssvigtede børn, fortæller han.

Den garvede kriminelle skal altså hjælpe omsorgssvigtede børn med at finde den rette vej i tilværelsen. Jovel.

Mens man mange steder forlanger blanke straffeattester hos medarbejdere, som skal arbejde med børn, så er Tobias Møllers tæt beskrevne generalieblad i hans egne øjne tilsyneladende blot en ekstra kvalifikation:

- Hvorfor bliver narkomaner behandlet af tidligere narkomaner? Fordi de kender til det, og det gør jeg også. Jeg ved jo lige nøjagtig, hvilke tanker de har, og hvilke frustrationer de render rundt med, når de ikke lige selv kan sætte ord på. Jeg snakker deres eget sprog, og jeg er god til at lytte, pointerer han.

Vold virker - men samtale fremmer forståelsen

Blandt de domme, Tobias Møller har modtaget i årenes løb, er også domme for vold og trusler, og i bogen, som udkommer i dag onsdag, beskriver han vold som et nyttigt redskab:

"Man kan sagtens løse problemer ved at bruge vold", ytrer han således, efter han nærmest med stolthed har beskrevet, hvordan han med et knytnæveslag brækkede næsen på en af sine plageånder på Stenhus Kostskole.

Selv om han i bogen beskriver vold som en virkningsfuld måde at løse problemer på, så er det dog ikke en metode, han vil plædere for i interviewet her:

- Det var sådan, jeg håndterede det, da jeg var ung. Men det betyder ikke, at det er noget, jeg vil anbefale. Jo ældre man bliver, jo mere finder man ud af, at samtale fremmer forståelsen, siger Tobias Møller.

Det var ikke just samtale og forståelse, der prægede hjemmerøveriet i Rørvig i januar sidste år, da tre maskerede mænd trængte ind hos den 49-årige millionær Michael Hjortbøl, og med en kniv truede ham til at udlevere ur, penge og kreditkort med tilhørende kode, hvorpå de bagbandt ham med strips og efterlod ham i badeværelset.

Tobias Møller deltog ikke i selve røveriet, men han blev i december dømt for at have været med til at planlægge det.

Selv hævder han, at han blot mere eller mindre tilfældigt under et besøg i Rørvig udpegede rigmandsvillaen som et velegnet sted at begå indbrud.

- Jeg opfordrede ikke til hjemmerøveri. Nej for satan. På intet tidspunkt. Jeg tager afstand fra det.

De små narrestreger kan blive til 21 år i fængsel

Mens andre synes, det hellere skulle være skrevet i glemmebogen, så lægger Tobias Møller ikke skjul på sin tilfredshed over, at hans kriminelle meriter nu udkommer i bogen "Bagmanden":

- Jeg synes, det er skægt. Og jeg er da stolt over at have lavet bare et eller andet fornuftigt i mit liv, siger han.

Som han ser det, har bogen nemlig et fornuftigt, pædagogisk sigte:

- Jeg håber, at de unge kan lære, at de små ting, de laver af narrestreger, kan eskalere - og blive ved med at eskalere, indtil det kulminerer, og de sidder 21 år i fængsel. Og så håber jeg, at forældrene kan lære at åbne øjnene - at de kan se, at det er vigtigt, at de holder øje med deres børn og tilbringer mere tid sammen med dem, siger Tobias Møller i celle 154 i Statsfængslet i Jyderup.

jep nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...