- Det bliver ikke bedre af, at han familie siger til ham, at vi kun er ude på at ødelægge ham. I hans skizofrene tilstand kan han jo ikke finde ud af, hvad han skal tro. På den måde er hans familie faktisk med at gøre han situation værre. Abdulle har brug for ro og stabilitet.
Sådan siger Benedikte Volfing, overlæge på Sikringen, om Abdulle Ahmeds familie i forbindelse med retsmødet om en forlængelse af hans anbringelse på Sikringen.
I offentligheden har familien i form af Abdulle Ahmeds bror og bistandsværge, Mohamud Ahmed, råbt op om ulovligheder og påstået, at Sikringen nægtede ham at komme ind og besøge Abdulle. Under retsmødet kunne Benedikte Volfing fortælle, at det drejede sig om, at Abdulles familie ligesom alle andre, der vil besøge patienterne på Sikringen, skal søge om besøgstilladelse og i den forbindelse aflevere en straffeattest.
- Abdulles familie har tilsyneladende ment, at det var ydmygende for dem at skulle aflevere en straffeattest, sagde Benedikte Volfing under retsmødet.
Selvom familien først og fremmest kæmper for at få Abdulle Ahmed udskrevet fra Sikringen, så glimrede de ved deres fravær under retsmøde i går. Mohamud Ahmed var endda tilsagt af retten som bistandværge.
- Jeg ved ikke, hvorfor familien ikke er her. Det undrer også mig. Jeg har ikke hørt noget fra dem, sagde Niels Anker Rasmussen, der er Abdulle Ahmeds forsvarer.
pap nordvest.dk