Der er ikke så få mennesker, som har holdt et stykke lertøj af mærket Tue Keramik i hånden, og mange har dagligt glædet sig over hans kunstneriske værker.
I år er det 50 år siden, at Tue Poulsen begyndte karrieren, og han har sat markant præg på de fem årtier med hverdagsdesign, unika, udsmykninger og skulpturer.
I rundkørslen mellem den ene og den anden Fårevejle cirkler trafikken om en skulptur skabt af Tue Poulsen. Robuste og dog elegante fade i brun eller hvid glasur - Maren, Mathilde og Mille - er solgt til et utal af kantiner og restauranter. Otte forskellige danske kirker - bl.a. Vallekilde Kirke - er udsmykket af Odsherred-keramikeren. Og både Arbejdermuseet i København og det nye parcelhus i Den Gamle By i Århus har tidstypiske Tue Poulsen-ting fra 1960'erne og 1970'erne.
Tidens tegn i det nye årtusind set på hylderne i butikken i Kårup er blandt andet geometriske kantede stel med forskudte dimensioner, farvestrålende skåle, ting med nubrede overflader dekoreret med skurepulverteknik og høje slanke vaser, så tynde og gennemskinnelige som opalglas.
- Jeg kan ikke sige, hvad jeg brænder mest for. Det skifter sådan hvert halve år. Når jeg har stået længe med store unikke ting, trænger jeg til at hvile armene lidt og får lyst til at nusse med noget sjovt design, siger Tue Poulsen, der griner ved tanken om de finere erhvervsdrivendes let ærbødige tiltaleform "Hr. Kunstkeramiker" i 1960'ernes København.
Keramiker er en helt fin betegnelse for manden, der både favner håndværket og evnen til at udtænke holdbare design, arkitektoniske forestillinger og kunstneriske forløsninger.
I dag, mandag, runder han 70 år.
Skjulesteder og den bortgemte fortid
Keramikeren er et barn af krigens tid, og besættelsen i hans første leveår satte også sit præg på resten af opvæksten. Forældrene var kommunister, og begge aktive i frihedskampen.
- De har aldrig snakket om det siden. Sådan var det jo ofte med dem, der virkelig var aktive.
Moderen, akvarelmaleren Mette Friis, tog sin knap fem-årige dreng med sig, da hun gik under jorden. I krigens sidste halvandet år flyttede de to fra sted til sted.
- Vi boede blandt andet hos en familie på Hønsinge Lyng. Jeg kan ikke huske så meget, men da krigen sluttede, boede vi et sted lige ved Gentofte Sø.
En kunstnerisk livsbane var ikke givet på forhånd trods en kreativ familie - morfaderen var kunstmaleren Andreas Friis, mormoderen var musikpædagog, og anerne tæller også digteren Holger Drachmann. Men studiet i statistisk matematik på universitetet var absolut ingen succes.
- Jeg blev syg og dårlig. Så kom jeg på rekreation på Montebello i Helsingør, fortæller Tue Poulsen.
Montebellos værksted med kreative muligheder for patienterne blev et vendepunkt, og i 1959 begyndte den 20-årige Poulsen på Kunsthåndværkerskolen.
Den store blå bog og de adskilte damer
Lastbilen har netop tilbageleveret værkerne fra den seneste udstilling, og rundt omkring i haven mellem værksted og privatbolig ligger mægtige krukker, en grå dame i flere kuglerunde adskilte dele og hendes hvide, kniplingsmønstrede keramikveninde, som stadig venter på at komme på højkant som vandkunst.
I efterhånden 21 år har keramikeren boet på Kårupvej med sin tredje kone, billedvæveren Marianne Poulsen, som faktisk så sin fremtidige mand som 11-årig en søndag på Gammel Strand i det indre København.
- Der var ventetid på sporvognen, og min mor så på friserne på Thorvaldsens Museum. Jeg så på en ung fyr, der havde sat sine potter direkte på brolægningen på den anden side af kanalen. Han var så spændende, og så vinkede han til mig, husker Marianne.
Først mange år senere lærte keramikeren og billedvæveren hinanden at kende i kulturforeningen, der trak både Turell og Arnoldi til Dommergården i Høve. Og i 1988 greb en mandlig Kirsten Giftekniv hjælpende til og gav de to nyskilte kunstnere det afgørende puf hen imod hinanden.
Den historie kan måske også læses ud af en tur rundt om en af Tue Poulsens nyeste skulpturer. En fortrinsvis blå kolos med en overflade sat sammen af ovnplader, der er dekoreret med alskens teknikker, farver, glasurer og materialer som f.eks. smeltet granit.
- Vi kalder den Tues blå bog, indskyder Marianne.
70 leveår og 50 udfordrende arbejdsår kunne sagtens retfærdiggøre overgangen til et roligt pensionistliv, men Tue Poulsen har ingen tanker om at slukke ovnen og lægge kunsten, designet og kreativiteten på hylden.
- Nej, det da ved Gud, jeg ikke har, udbryder keramikeren, som heller ikke mangler opgaver.
Odsherred Gymnasium har f.eks. netop bestilt en vandkunst og fem kugler til at sidde på, der skal opstilles i den ny tilbygning.
Tue Poulsens fødselsdag og jubilæum fejres i dag, mandag den 20. juli, på Kårupvej 6 i Kårup Skov med reception og siden en familiefest.
tf nordvest.dk
