Tirsdag den 31. oktober er det slut med at handle i 7-Eleven-kiosken på Ølby Station.
Det oplyser DSB i en pressemeddelelse onsdag. Heri udtaler Martin Zunda, der er direktør for DSB’s 7-Eleven-butikker:
- Det er ikke lykkedes at holde butikken rentabel, så der kan være en kiosk på stationen. Det er en udvikling, vi har set gennem flere år, som det ikke er lykkedes at vende, udtaler han:
De kraftigt stigende omkostninger det seneste år har bidraget til at gøre det ekstra svært. Ligesom billetsalget på stationen har været faldende over en årrække, blandt andet fordi mange af DSB’s kunder i dag betjener sig af DSB’s digitale platforme, når de køber billetter og søger information om deres rejser, oplyser man i pressemeddelelsen.
- Der er blevet gjort forsøg på at holde indtjeningen oppe ved blandt andet at udlevere pakker og friste med et bredt udvalg af kioskvarer. Det har desværre ikke været nok, trods en stor indsats fra personalet, udtaler Martin Zunda videre.
Togkunder, der hidtil har købt deres billet i 7-Eleven-butikken, kan fremover rejse på Rejsekort eller købe billetten andre steder. Det kan eksempelvis være i DSB’s eller DOT’s App, i DSB’s netbutik på dsb.dk, i DSB’s billetautomat på stationen, eller i 7-Eleven butikken på Køge Station, ved henvendelse i DSB’s billetsalg på Hovedbanegården eller ved at kontakte DSB’s kundeservice på telefon 7013 1415.