Venstre i Hillerød mister nu endnu et aktivt medlem.
Det er Mathias Skarby, som tidligere har været formand for Venstre i Hillerød. Han stillede op til kommunalvalget for Venstre i 2021, hvor han fik 156 personlige stemmer, og i 2017, hvor han fik 89 stemmer.
Mathias Skarby har meldt sig ud af Venstre og stiller nu i stedet op for Liberal Alliance:
- Jeg føler mig simpelthen mere enig med Liberal Alliances politik. Jeg havde en god tid i Venstre og ønsker Venstre lokalt god vind og godt samarbejde fremover. Der er faktisk ikke noget dramatisk i det. Selvom der er gode mennesker i Venstre, så er det trods alt politikken, der afgør, hvilket parti man er medlem af. Liberal Alliance er i dag dem, der formidler god liberal-borgerlig politik, hvor mennesket er vigtigere end systemet, udtaler han i en pressemeddelelse.
Liberal Alliance Hillerød byder velkommen til Mathias Skarby, og Ulrik Mathorne, som er formand for Liberal Alliance Hillerød, er glad for at byde en erfaren liberal velkommen, siger han i pressemeddelelsen:
- Jeg kender Mathias for hans store aktive indsats i valgkampene. Jeg har også diskuteret politik med ham, og han er en overbevist liberal, der er enig i vores politik. Så jeg er sikker på, at det vil gavne både Liberal Alliance og den blå blok i Hillerød.
Mathias Skarby beklædte formandsposten for Venstre i Hillerød i 2022, da den daværende formand Ole Roed Jakobsen, tidligere borgmester i Skævinge, meldte sig ud af partiet. Mathias Skarby stillede ikke op til genvalg til formandsposten, som Klaus Markussen har overtaget.
I sidste uge meddelte også byrådsmedlem Thomas Elong, at han melder sig ud af Venstre for i stedet at blive løsgænger.