Den daglige tur til strand, skov eller naturlegeplads er så givende for børnene, at forældrene i den nedlagte busbørnehave Brumbassen har kæmpet i et år, for at børnehaven kan genopstå.
Hillerød Kommune sparede ellers Brumbassen væk under de voldsomme nedskæringer sidste år, men forældre tog sagen i egen hånd og er - efter et kæmpe planlægingsarbejde - nu klar til at genåbne som privat dagsinstitution den 1. oktober.
"Det har været både hårdt og sjovt. Hårdt fordi det har taget så lang tid, og ingen af os har prøvet noget lignende før. Vi vidste ikke, hvordan man skriver ansøgning om at blive privat børnehave, får tilladelse til at bruge nogle lokaler og så videre. Men det har også været sjovt. For det er en god forældregruppe, der står bag, og vi har lært meget af det," fortæller Lene Schack-Nielsen, en af forældrene bag initiativet.
Udfordringerne har været mange for forældregruppen, når for eksempel lokalerne, som børnene kan opholde sig i i ydertimerne, inden og efter bussen kører, og en bank skulle findes til at give dem et lån.
Endnu mangler et par brikker da også at falde på plads. Personalet i den gamle institution blev fyret, og stillingerne er blevet slået op på ny. Forældregruppen håber dog, at de tidligere ansatte vil søge stillingerne.
Brumbassens elskede bus, som kommunen ejede, blev også solgt til en anden part, der bød mere end forældre. Så de skal nu ud og finde og indrette en ny bus.
"Det er ærgerligt, men vi bød det, vi synes, er rimeligt. Nu er vi ude og kigge på en ny," siger Lene Schack-Nielsen.
Forældrene er ved at svinge malerpenslerne i de nye lokaler på Hillerød Lilleskole. Her kan de børn, der ikke bliver afhentet på Hillerød Station mellem 7.30 og 7.45, opholde sig, indtil bussen kører videre fra skolen ud på dagens tur klokken 8.45. Desuden er det her de kan lege - også på skolens legeplads, hvis de ikke skal sættes af på stationen klokken 14.30.
"Dagligdagen er baseret på det samme som i den gamle institution. Det gælder udeliv, for det trives børnene så godt med, og de får rørt sig meget. Vi forældre kan mærke, at de er mere rolige, når vi henter dem," siger Lene Schack-Nielsen.
Hanne Kortegaard er også en af dem, der har kæmpet for, at børnehaven kunne fortsætte:
"Da vi fik en plads, følte vi, at vi havde vundet i lotteriet. Den chance skal lillesøster også have."
Forældrene forstår slet ikke, hvorfor kommunen vælger at lukke en så populær institution, særligt når der ikke er noget alternativ. De håber nu at kunne få fyldt op på de enkelte ledige pladser, der er tilbage.
"Det er rigtig dejligt, at det sidste er ved at falde på plads, og vi glæder os alle sammen til den dag, bussen er klar, og det hele går i gang igen. Vi synes, alle børn burde have det tilbud," lyder det fra Lene Schack-Nielsen.
"Ungerne får nye oplevelser hver dag med engagerede voksne. De bliver glade og afbalancerede og får en god tro på sig selv og deres egen fysik, når de kan klatre i træer hele dagen. Børnene elsker det, og vi forældre synes også, det er byens bedste børnehave," supplerer en anden af de aktive forældre Lill Brynildsen.
Læs mere om Brumbassen på deres hjemmeside www.brumbassen.info.