Hvad skal vi med en værdipolitisk tænketank?
Christian Egander Skov: De seneste år har vi set, at den værdipolitiske debat forstummer til fordel for et mere teknokratisk blik på politik. Man reducerer politik til det, man kan kalde nødvendighedens politik, hvor vi beskæftiger os med trækprocenter, antallet af varme hænder i kommunerne osv. Og hvor rummet for at diskutere værdipolitik i virkeligheden bliver mindre.
Siger du, at værdipolitik er forsvundet helt fra dansk politik?
Christian Egander Skov: Værdipolitik har for så vidt fyldt en del gennem de seneste 20 år, men det har været meget hårdtslående og grovkornet værdipolitik, som i virkeligheden bare har dækket over indvandringspolitikken. Men vi har manglet sproget til at tale om det, der egentlig burde være værdipolitikkens omdrejningspunkt, nemlig fællesskaber, etik og dannelse. Der kan vi som tænketank komme ind og sige: Nu beskæftiger vi os målrettet med det her område og forsøger at sætte nogle dagsordener.
Morten Bangsgaard: De grundlæggende værdier er jo dem, der skal trække i retning af, at vi ikke bliver polariserede – hvilket der faktisk har været tendenser til de seneste 20 år. At vi får en bredere sammenhængskraft, for den har vi mistet noget af. Hvis vi ser på USA, så er bevægelserne derovre langt mere radikale. Det er blevet et ekstremt splittet land, hvor sammenhængskraften er helt væk og mistilliden til nogle af fællesskabsinstitutionerne er meget stor.
Vi lever i en tid med meget reelle problemer, vi er nødt til at forholde os til: Inflation, krig i Europa, kommuner der skærer på velfærden. Træder værdispørgsmålene så ikke naturligt nok i baggrunden?
Morten Bangsgaard: Jo, det tror jeg helt sikkert. Værdipolitikken trænges tilbage. Men krigen, krisetiden og den usikkerhed, der følger med den, er jo noget, der sætter de værdipolitiske spørgsmål på spidsen. For når vi pludselig som samfund er trængt i defensiven, så bliver vi nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvilke værdier er det egentlig, vi kæmper for?
Hvad skal vi så gøre som samfund?
Der brug for, at man forstår - på trods af uenigheder - et fælles sæt af værdier, som man skal arbejde ud fra på den politiske scene. Men det kræver også et oplyst medborgerskab. Der er dannelsestanken rigtig vigtig.
Og der må vi jo med ærgrelse se på, hvad der sker på universiteterne lige nu. Der er jo ikke nogen mennesker, der tror på, at en kortere kandidatuddannelse vil blive en bedre uddannelse. Vi er nødt til at trække i en anden retning, for at vi kan opnå større dannelsesniveau. Der er andet og mere på spil end dagligdagsbudgetter – med al ære og respekt for de kommuner, der kæmper med at få budgetterne til at hænge sammen.
Prospekts første analyse handler om aktiv dødshjælp. Skulle en debat om aktiv dødshjælp samle os?
Christian Egander Skov: Det er jo dilemmaet, når man beskæftiger sig med de her emner. Man kan godt gå ind i debatten om aktiv dødshjælp for at splitte, men man kan også gå ind for at overbevise andre i debatten om, at der er andre måder end den udbredte autonomidyrkelse at se på det her spørgsmål ud fra.
Prospekt anbefaler, at man ikke indfører aktiv dødshjælp i Danmark. Hvorfor det?
Morten Bangsgaard: I det sekund, man åbner døren og tillader én gruppe aktiv dødshjælp, står der altid nogen lige på den anden side af døren, som også ønsker den mulighed. Og så skubbes døren længere og længere op. Det er sket i de tre lande vi i vores Prospekt-Analyse beskæftiger sig med, og som har indført aktiv dødshjælp. Holland har tredoblet antallet af borgere, der har tilvalgt aktiv dødshjælp, og i Belgien og Canada er antallet tidoblet. Så det bliver en glidebane.
I Danmark kunne man slet ikke forestille sig, at unge eller psykisk syge skulle kunne få mulighed for at vælge aktiv dødshjælp. Det kunne man heller ikke i Holland, Canada og Belgien – men nu er det faktisk blevet til virkelighed under visse forudsætninger i de tre lande. Det er derfor, vi siger, at aktiv dødshjælp bliver umuligt at styre, hvis man først tilvælger det.
Statsminister Mette Frederiksen rullede debatten om aktiv dødshjælp denne sommer. Et af hendes argumenter har været, at hun havde talt med en kvinde, der havde mistet sin far efter et smertefuldt sygdomsforløb, og få måneder senere var familiens hund død efter en rolig og smertefri aflivning. Hvad tænker I om det?
Det er et kynisk menneskesyn. Hun sætter lighedstegn mellem et dyr og et menneske. Der er vi ovre, hvor vi tingsliggør menneskelivet, og når vi gør det, så smider vi et menneske ud, når det ikke virker mere – når vi ikke kan bruge det til noget. Og det går ikke.
Men hvis man lider af en dødelig sygdom og ligger i stærke smerter og egentlig gerne vil herfra på en smertefri måde, er jeres argumenter så ikke lidt ligegyldige?
Så tror jeg, man som samfund skal spørge sig selv, om svaret til den borger skal være ”så vil vi slå dig ihjel” – eller skal det være ”så vil vi lindre din smerte”? Skal vi hjælpe et menneske til at dø, eller skal vi hjælpe det med at dø. Der er en verden til forskel på det menneskesyn. Og der siger vi: Ingen tvivl. Vi skal hjælpe et menneske med at dø. Vi skal lindre smerterne, både fysiske og psykiske.
Men er det en værdig død?
Man kan også stille sig selv det spørgsmål: Er det en værdig død at blive slået ihjel?