Politikerne på Christiansborg har de seneste dage diskuteret, hvorvidt købesex skal gøres kriminelt eller ej. Hos Midt- og Vestjyllands Politi er man dog ikke i tvivl. Hvis den prostituerede er udlænding uden opholds- og arbejdstilladelse, så er det strafbart at købe seksuelle ydelser, fortæller Tom Nørskov, der er leder for politiets udlændingegruppe, til TV/MIDT-VEST.
- Vi skelner ikke mellem, om det er håndværksmæssig arbejde eller en seksuel ydelse, der bliver udført uden arbejdstilladelse.
I Tom Nørskovs politikreds betyder det, at sexkunderne får meget svært ved at købe sex på lovlig vis. Ifølge TV/MIDT-VEST er 80 procent af de prostituerede nemlig udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark. Og politiet er klar til at ligge på lur for at fange sexkunderne.
Danmark er det eneste land i Norden, hvor købesex er fuldt lovligt, efter at Sverige, Norge, Island og til dels Finland har vedtaget et forbud. Enhedslisten og SF har længe ønsket at kriminalisere købesex, mens Socialdemokraterne samt De Radikale i øjeblikket overvejer deres holdning til spørgsmålet.