Det nye grønlandske landsstyre har fået ni landsstyreområder. Landsstyremedlem for finanser er blevet Palle Christiansen, Demokraterne, og det er en mand med rødder til Allerød. Den nu 36-årige politiker har nemlig gået på Allerød Gymnasium.
På sin egen blog oplyser Palle Christiansen, at han kom til verden i København, hvor han boede med sine forældre - moderen er fra Sisimiut og faderen fra Slagelse - til 1979. I 1980 flyttede familien til Sisimiut, hvor den boede til 1985, hvorefter man slog sig ned i Albertslund. I 1987 trak Grønland igen, hvorfor familien flyttede tilbage til Sisimiut, hvor Palle Christiansen afsluttede sin folkeskole.
'I 1990 - som 17 årig - flyttede jeg så hjemmefra. Grunden var, at jeg var optaget på Allerød Gymnasium, men resten af min familie ville blive boende i Grønland. På Allerød Gymnasium fik jeg for første gang indblik i den politiske verden og blev bidt af det med det samme. Allerede dengang bankede mit hjerte for den liberale tankegang og det liberale verdenssyn og for hver gang jeg oplever noget nyt i den politiske verden, så bliver det mere og mere klart, at mit valg af at bekende kulør som liberal, har været det helt rigtige', skriver Palle Christiansen på sin blog.
Palle Christiansen blev student i 1993, blev i 2001 færdiguddannet som tandlæge og drog tilbage til Grønland for at starte som tandlæge i Nuuk. Her gik han ind i politik for partiet Demokraterne.