Et farverigt menneske har forladt Galgebakken.
Jane Birkeholm, tidligere overlærer i Herlev kommune, blev født i Malling i Jylland i 1947. I mange år har hun boet i Galgebakken, først i Torv 5 og senest i Skrænt 1. Den jyske baggrund fornægtede sig aldrig hos hende, både i sprog og i væremåder. Alligevel var hun meget glad for netop at havne i Galgebakken. Hun brugte flittigt Galgebakkens tilbud. Ikke mindre end fire dage før hendes død var hun på 'madholdet' til fællesspisningen i Galgebakkens beboerhus.
Hun var et farverigt menneske. Og os, der blev hendes venner, veninder og naboer så, at hun turde bruge alle palettens farver. Ikke kun i bogstavelig forstand, hvor hun jo gennem årene har malet og tegnet og vist sine værker på udstillinger. Men også i overført betydning, hvor hun viste sine mange talenter og interesser.
Hun var en eminent kok, hvilket vi, der ofte var hendes gæster, fik lov til at smage og sanse. Hun forsynede os også velvilligt med mange af sine favoritopskrifter, som vi nu vil bruge, sanse og mindes på. På den måde lever hun videre i os.
Hun var en rigtig god massør. Når livet blev lidt svært, når man var træt og udkørt, kunne Jane med sine hænder gøre underværker og give en lægende og afslappende massage.
Hun var god til at lytte og til at tale med. Mange har haft glæde af hendes til tider terapeutiske evner i samtale og dialog.
Hun havde megen viden og engagerede sig i mange nye emner, nogle gange så mange, at man blev helt forpustet over hendes engagement og indsigt. I de senere år var det især: økologiske varer, genbrug, pileflet, planter og mineraler.
Hun var god til sprog og til at formulere sig. Ikke bare fordi hun var sproglærer i dansk og fransk, men også fordi hun brugte sproget aktivt i mange breve, digte og notater.
Hun oprettede et hjem for Andreas og for sig, hvor der var hjerte- og husrum. Hun havde let adgang til 'legebarnet' i sig, og det gav en stemning i hjemmet, som tiltrak alle andre 'legebørn'. Børn og barnlige sjæle var altid velkomne.
Vi husker også hendes smittende latter.
Som alle andre mennesker havde hun selvfølgelig også sine op- og nedture.
Vi vil mindes hende og føle det savn og tomrum, som hun efterlader. Vi har mistet en ven og nabo og føler et stort tomrum og savn. Vore tanker, støtte og omsorg sender vi nu videre til hendes søn Andreas.