Har knivstikkerierne og oprettelsen af visitationszoner i Holbæk noget at gøre med den eksisterende bandekonflikt i København?
Det var et af de spørgsmål, der torsdag aften blev stillet til det panel, Venstrebladet havde samlet i den gamle trykhal på Havnevej i Holbæk. Mødet skulle belyse den seneste tids voldsomme sammenstød med efterfølgende oprettelse af visitationszoner i Holbæk by.
- Nej, det har bund og rødder i en gruppe unge mennesker, der bor her i byen. Og det samme gør sig gældende for Bandidos. Det er ikke krigen på Nørrebro, der er flyttet til Holbæk. De er lokale, de bor her, lød det fra Magnus Andresen, der er chef for efterforskningsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi.
Der var et pænt fremmøde af professionelle folk og enkelte borgere, der gerne ville vide, om det er utrygt at sende deres børn ud i Holbæks natteliv, og hvad konflikten egentlig handler om.
Politichefen og SSP-medarbejder Emrah Tuncer, der sad med i panelet, var fuldstændigt enige om, at rockergruppen Bandidos, som har klublokaler i Gendarmergården i Holbæk, ikke har været i slagsmål på grund af en etnisk konflikt eller en kulturel konflikt.
Det drejer sig om udsatte, socialt belastede unge
For den gruppe på anslået 15-20 unge mennesker, som Bandidos var oppe imod, er danskere. De er født i Danmark, og nogle af dem har to-kulturel baggrund.
- Det er en gruppe af utilpassede drenge, som lader sig provokere til slagsmål, lød det fra Magnus Andresen.
Emrah Tuncer bevæger sig en del i tyrkiske kredse, og han fortalte, at der her bliver taget kraftigt afstand fra volden.
- Det er udsatte, socialt belastede unge med mangelfuld skolegang. De er 16-17 år og opefter, lød det fra Emrah Tuncer.
De to paneldeltagere fortalte også, at indvandrergruppen Black Cobras, som man ser i Kalundborg, ikke eksisterer i Holbæk, og at man skal passe på med at kalde en gruppe unge utilpassede for en bande.
Hvad sker der dog i Holbæk?
- En bande har en fast struktur og en organisering omkring medlemmernes kriminelle adfærd. Det har vi ikke i Holbæk. Når man er en gruppe på seks-syv unge mennesker og bliver kaldt for en bande - så er det selvforstærkende. Så giver vi dem en status og styrker deres sammenhold i gruppen, og det er farligt. Det er specielt farligt i en lille by som Holbæk, lød det fra Emrah Tuncer.
Venstrebladet og Nordvestnyt.dk fik også på hattepulden for at have blæst for meget til overskrifterne og retorikken omkring en mulig bandekrig i byen og blev flere gange gjort opmærksom på det ansvar, medierne har, fra paneldeltagerne og publikum. Men den kritik svarede chefredaktør Mogens Flyvholm, der også var ordstyrer ved debatten, på.
- Det er blandt andet derfor, vi holder det her møde. Det er fordi, vi er vores ansvar bevidst, og det er for at få problematikken belyst, lød det fra chefredaktøren.
Han forklarede under mødet, at det handler om at afspejle den virksomhedsopfattelse, der er blandt borgerne i byen, og at det er ekstraordinært, når der bliver anholdt 18 personer på en enkelt aften og oprettet visitationszoner. De landsdækkende medier havde også gjort sit for at dække den voldsomme konflikt, og Mogens Flyvholm var sågar blevet ringet op ovre fra Jylland og spurgt:
»Hvad er det dog der sker i Holbæk?«.
jhj nordvest.dk