Sommerland Sjælland åbner med et drøn

Sommerland Sjælland åbner med et drøn på lørdag. Over 200 motorcykler vil køre i kortege fra Holbæk til Sommerland Sjælland for at markere åbningen.

Sommerland Sjælland åbner med et drøn på lørdag. Over 200 motorcykler vil køre i kortege fra Holbæk til Sommerland Sjælland for at markere åbningen.

Årets sæson i Sommerland Sjælland indledes om ikke med bulder og brag, så i hvert fald med et ordentligt drøn. En kæmpe kortege af motorcykler vil nemlig køre hele vejen op gennem Odsherred for at markere åbningen.

Dermed får Odsherred en pendant til den store åbning af Dyrehavsbakken, hvor tusinder af motorcyklister kører fra Nørrebro i København ud til Bakken.

Det er motorcykelklubben Odsherred Touring Club, som i samarbejde med Sommerland Sjælland står for arrangementet.

Klokken 10.30 på lørdag 30. maj mødes alle motorcyklisterne på havnen i Holbæk ved Orø-færgen for at begive sig i fælles trop mod Højby og Sommerland Sjælland. Allerede nu har omkring 200 motorcyklister meldt deres ankomst og arrangørerne forventer en hel del flere deltagere.

Alle med en motorcykel og et MC-kørekort er velkommen til at deltage i åbningskørslen.

Direktøren for Sommerland Sjælland, Kåre Dyvekær, er glad for udsigten til de mange motorcyklister.

- Allerede for et par år siden forsøgte vi at lave et lignende arrangement. Men det er af forskellige årsager først nu, at det kommer op at stå. Det er rigtig dejligt. Når andre kan have en masse motorcykler til at åbne en forlystelsespark, så kan vi vel også, siger Kåre Dyvekær.

Men de mange motorcyklister kan også betyder noget af en udskrivning for Sommerland Sjælland. De har nemlig lovet gratis adgang for alle som ankommer på åbningsdagen på en motorcykel. Normalt koster det 165 kroner at komme ind.

- Det er helt fint, at de kommer gratis ind. Og der må gerne komme rigtig mange. Vi synes bare, det er dejligt at få lov til at vise vores sommerland frem for mange glade mennesker, siger Kåre Dyvekær.

Ifølge meteorologerne skulle det også bliver rigtigt motorcykelvejr på lørdag med en del sol og omkring 20 grader.

pap nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...