Af Louise Zabel (SF), medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse, Økonomiudvalget og Sports-, Sundheds- og Kulturudvalget
Spareøvelserne i Trommen har været for hårdhændede de senere år.
Seneste måtte samarbejdet om alsang i Trommen ophører efter 30 år, fordi der ikke er råd til at betale pianisten. Heldigvis trådte Ældresagen til og vil gerne overtage forpligtelserne og honoraret til pianisten, så den skønne tradition kan forsætte. Tusind tak, lyder det fra en lettet lokalpolitiker.
Ideen med omlægningen af Trommen er, at det fremover og i meget højere grad er foreninger, frivillige og andre kulturdyrkere, der skal stå for kulturaktiviteterne. Det er klassisk SF kulturpolitik. Fx med at finansiere en pianist og sikre frivillige til at sprede budskaberne og sørge for afholdelsen fx af alsang, hvor de sangglade borgere er ‘medarrangører’, ikke bare gæster af huset. Tidligere stod kommunen/Trommen for det - nu tager Ældresagen over. Sejt!
“Kultur er noget, vi skaber sammen” er mit evige motto som SF’er.
Ofte har arrangørerne dog brug for teknisk eller praktisk hjælp, navnlig i Stortrommen, og det skal finansieres - enten af kommunen eller med brugerbetaling. Denne forretningsmodel skal vi udvikle, men ikke ved at slå aktiviteter ihjel, nærmere sikre en god overgang. Og det kræver en kommunalfinansieret bæredygtig drift af stedet og personale, der kan understøtte udviklingen og udførelsen af de forhåbentligt mange ideer og tiltag, der opstår. Kultur skal støttes, ikke dø i det stille.
Der er skåret (for) hårdt ned på Trommens aktivitetskonto for salene og biografen, men til gengæld har vi i Budget 2024 afsat et beløb til ansættelse af en event- og frivilligkoordinator for de kulturaktiviteter og det arbejde, borgerne ønsker at skabe sammen og til glæde for andre.
Jeg foreslår, vi opretter en slags “Aktivitetekomite for Trommens foreninger og frivillige”, der ønsker at samarbejde om at skabe et godt kulturhus sammen med Trommens ansatte. Hvis vi skal skabe en ny ‘kultur for kulturen’ skal borgerne være med til at få det til at ske - bl.a. ved at samarbejde og enes om at få det til at ske. ‘Ingen har ret før alle får (lidt) ret’ kan man omskrive et klassisk RUC-motto til, når der skulle dannes grupper om et fælles projekt.
Kan vi enes om, hvad Trommen skal bruges til, og hvad det kræver og koster at få til at ske?