Lyndomme går uden om fængselskøen

En ny retspraksis speeder retssystemet op til alles glæde. Straksdomme letter ekspeditionen hos ret og politi og sender den dømte bag tremmer med det samme.

En ny retspraksis speeder retssystemet op til alles glæde. Straksdomme letter ekspeditionen hos ret og politi og sender den dømte bag tremmer med det samme.

I år har der allerede været syv straksdomme i politikredsen, hvor forbryderen modtager sin dom i forbindelse med grundlovsforhøret, altså inden for de 24 timer timer efter en anholdelse, hvor politiet kan "sidde på" en mistænkt. Det er en tendens, der er kommet for at blive, håber Gyrithe Ulrich, der er chefanklager hos Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi prøver helt bevidst at få straksdomme, dels af hensyn til retsfornemmelsen, dels fordi det sparer behandlingstid. Det er en enorm gevinst, siger hun.

Juristerne kan erfaringsmæssigt se mulighederne for en lyndom fra første afhøring af gerningsmanden m/k.

I første omgang skal han/hun erkende sin misdåd. Tyvekosterne skal også gerne være til stede, hvis der er tale om indbrud.

- Eller i hvert fald skal der være tale om en "dækkende erkendelse", hvor vi kan spore, hvor kosterne befinder sig, om de er smidt ud eller solgt videre, siger Gyrithe Ulrich.

Hvis der ikke bliver tale om en behandlingsdom, hvor retssystemet først skal lave en personundersøgelse af den anklagede, skaffer juristerne og politiet de fornødne oplysninger, for eksempel vedkommendes eventuelle tidligere domme, og så er vejen banet for en straksdom. Men det kræver, at retten, forsvareren og den anklagede i hvert enkelt tilfælde kan se ideen.

- De fleste anklagede går med til det. De vil godt have det overstået og har ingen interesse i at trække det i langdrag, siger Gyrithe Ulrich.

Lyndomme sparer tid og penge

Med den hurtige ekspedition undgår retssystemet en masse behandling og planlægning af forhandlinger, ventetid, indtil juristers og forsvareres kalendere passer sammen, varetægtsfængsling af den anklagede, beramning af sagen og politiets mandsopdækning under retsmøderne.

- Det er en enorm besparelse for os, en rigtigt god udvikling. Jeg er rigtigt glad for det, siger Gyrithe Ulrich.

Syv straksdomme på et kvartal

Sammen med politiets nye indbrudsgruppe, der siden november har snuppet 18 tyveknægte, tegner lyndomme et godt billede for et velsmurt retssystem.

- Kombinationen af politiets indsats og straksdommene fungerer rigtigt godt. Det er en udvikling, som kan mærkes, siger chefanklageren.

Senest kunne en 18-årig rumænsk kvindelig butikstyv ved sit grundlovsforhør den 1. april modtage en 30 dages ubetinget fængselsdom, udvisning og fem års indrejseforbud for at have forsøgt at snuppe varer i Kvickly i Kalundborg.

jaho nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...