Albertslundere giver mikrolån til Afrika

"Det kan godt være, at det er blevet sværere at låne penge i banken herhjemme, men det er helt uden sammenligning med Afrika. Der er det praktisk talt umuligt for almindelige iværksættere at låne til udvikling af deres forretninger og sætte gang i hjulene", siger Erland Andersen, der er formand for Kulturøkologisk Forening.

Foreningen har gennem mange år samlet penge ind til udviklingsprojekter i Afrika. Senest har de støttet et bæredygtigt skovforvaltningsprojekt i 3 Østafrikanske lande. Men det er nu under afvikling, så i stedet har de besluttet sig for at gå ind på lånemarkedet med Mikrolån.

"Vi har hørt så meget godt og overbevisende om Mikrolån, og vi tror de gør en forskel", fortsætter Erland Andersen. "Mikrolån til U-lande passer godt til vores temperament. For os er bæredygtighed ikke kun noget med lokalt agendaarbejde. Bæredygtighed er en global udfordring. Derfor skraber vi hvert år penge sammen og sender til projekter i Afrika. Sidste år rejste vi over kr. 20.000, og det er dem vi nu i låner ud til Afrikanske iværksættere. Når pengene tilbagebetales, genudlåner vi dem til andre. På den måde kan de i modsætning til mere traditionel U-landshjælp bruges igen og igen"

Mikrolånene formidles via hjemmesiden www.myc4.com. MYC4 er en online markedsplads, der bygger bro mellem udlåner og de små afrikanske iværksættere.

"På MYC4 vælger man selv, hvem og hvad man vil låne til. Vi har valgt at låne til kvinder, fordi det er dem, der kan få mest ud af pengene. Og projekterne skal være inden for landbrug eller uddannelse og vedvarende energi, de sidste er der dog desværre ikke mange af", siger Erland Andersen.

Den første Kulturøkologisk Forening lånte til var Esther Nyambura Muchiri.

Hun er enlig mor til 4. Hun har et par køer og familien lever af at sælge mælken. Men aktuelt mangler hun penge til foder og til et skur til køerne.

"Det handler om 439 Euro, og dem lånte vi hende så. Vi behøvede dog ikke at låne hende alle pengene. Et lån kan nemlig stykkes sammen af mange små beløb. Helt ned til 5 euro. Så alle kan være med. Pengene tilbagebetales typisk i løbet af et år, og renten fastsætter man selv. Men hvis der er nogen, der tilbyder en lavere rente, så bliver man automatisk smidt af lånet. Det er nærmest perverst, at der er nogen, der forlanger helt op til 25 % i renter af deres penge. Altså, jeg mener bare, det er jo åger og fuldstændig uanstændigt at forlange af fattige afrikanere. Derfor er det også en fornøjelse, når vi i Kulturøkologisk Forening kan gå ind og underbyde på renten og smide rentegribbene af lånene. Men der er jo grænser for hvor langt vores midler rækker. Så derfor opfordrer vi også andre albertslundere til at være med for at give anstændige lån til foretagsomme afrikanere. Hvis man ikke selv vil gå ind på www.myc4.com og stå for långivningen, kan man i stedet sætte pengene ind på vores konto i Merkur bank 8401 1110222 og mærke dem "Afrika". Så skal vi nok investere og genudlåne dem i takt med at de tilbagebetales, samt sørge for, efter bedste evne, at holde de værste rentegribbe fra fadet", slutter Erland Andersen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...