Der er ikke kun kunsten, man kan opleve som surrealistisk. Også litteraturen har gode eksempler, og dem fortæller foredragsholder Ivan Z. Sørensen mere om til et oplæg på Louisiana onsdag den 22. april kl. 19.30.
Foredraget vil især fokusere på kredsen af kunstnere omkring Max Ernst, som museet netop nu udstiller værker af, og på forholdet mellem de forskellige kunstarter og ismer. Ivan Z. Sørensen vil desuden perspektivere til også danske surrealister som Jens August Schade og Wilhelm Freddie.
Ivan Z. Sørensen er mag.art. og cand.mag. i nordisk litteratur og religion, gymnasielærer på Roskilde Gymnasium, forfatter og foredragsholder. Foredraget er gratis for museets gæster, men tilmelding tilrådes via Louisianas hjemmeside, www.louisiana.dk.