Kim er rejst til Hotel Himmel

En brandbil fra 1971, som i sin tid kørte i Asnæs ledsagede rustvognen på Kim Jensens sidste rejse. Foto: Thomas Olsen

En brandbil fra 1971, som i sin tid kørte i Asnæs ledsagede rustvognen på Kim Jensens sidste rejse. Foto: Thomas Olsen

Asnæs: Kirken var næsten fyldt og bårebuketterne strakte sig i hele kirkeskibets længde og langt ind i nordkapellet, da Kim Jensen torsdag formiddag blev bisat til tonerne af Kandis-sangen “Hotel Himmel”. Familien og byens borgere var mødt op i Asnæs Kirke for at sende bysbarnet på den sidste rejse.

- Kim Jensen var et lille menneske, men efterlader et stort tomrum, sagde præsten i sin prædiken, hvor hun tegnede et billede af Kim Jensens liv som en glasmosaik, der indeholder både mørke og lyse glasfelter.

Kims liv kunne være blevet præget af de mørke felter. På grund af sygdom, der betød, at han ikke producerede væksthormon, var han blot på størrelse med en toårig, da han begyndte i skole. Og livet igennem måtte han sprøjte sig med væksthormon.

- Men Kim valgte de farvede stykker i sit livs mosaik, og mødte folk med et lyst sind og hjælpsomhed. Han har kastet lys ind i livet hos folk, som kendte ham, sagde præsten.

Kim Jensen havde et stort engagement i det lokale foreningsliv og velgørenhedsarbejde og mange Asnæs-borgere kendte ham.

Han var også glad for dansk popmusik og havde især en kærlighed til det danske danseband Kandis. Så i hans ånd blev Kandis-sangen “Hotel Himmel” spillet ved bisættelsen.

Kisten blev båret ud af den nærmeste familie, som familiemennesket Kim holdt så meget af. Og Kim blev sendt til Hotel Himmel i en rustvogn ledsaget af en veteranbrandbil fra Odsherred Brandmuseum, som var et at de mange steder i Asnæs, hvor Kim Jensen livet igennem spredte glæde blandt folk.

Foto: thomas olsen
Foto: thomas olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...