Det er godt og vel et år siden, man i Solrød Kommune blev bekendt med, at måden, hvorpå man havde brugt såkaldte fælleslejligheder i bofællesskaber for borgere med støttebehov, ikke var lovmedholdelig. Og nu er der sat punktum i den – for nogle – triste sag.
Kort fortalt er humlen, at det fra myndighedernes side blev vurderet, at der var tale om tilbud, der var botilbudslignende – men hverken bofællesskabet Hjerter 9, som er et tilbud for voksne udviklingshæmmede, eller Spar 7, som er et tilbud til unge med kognitive funktionsnedsættelser, er etableret som sådan.
Fælleslejlighederne blev brugt som en slags base, hvor borgerne blandt andet kunne få støtte og hjælp til stort og småt i hverdagen, ligesom der kunne afholdes sociale aktiviteter.
Kommunen var i et længere afklaringsforløb med Socialtilsyn Øst, og fra januar i år har lejlighederne ikke været i brug, mens det har skullet afgøres, hvad der skulle ske med dem.
Byrådet har for Hjerter 9s vedkommende besluttet at etablere det som decideret botilbud, hvilket vil sige, at fælleslejligheden ”forbliver”. Det giver mening, eftersom målgruppen til dette bofællesskab har karakter af at være permanent, hvilket administrationen i kommunen også har gjort klart. For Spar 7s vedkommende er historien anderledes.
Ikke det samme
Her er målgruppen nemlig mere midlertidig, og lige nu bor der tre borgere i Spar 7.
Og eftersom kommunen har behov for billige lejeboliger med anvisningsret til egne borgere, er det vurderingen fra administrationen, at der ikke skal oprettes et botilbud i Spar 7 – en indstilling, byrådet altså også har valgt at følge. Dermed er fælleslejligheden, som man har kendt den og brugt den, fortid.
Fælleslejligheden gav ellers tryghed, fordi man vidste, man altid kunne tage derned efter en dag på arbejde, og det var et sted, man fik meget hjælp, som nogle af beboerne forklarede avisen i januar. Derfor ville det nok få store konsekvenser med lukningen, lød det dengang, og på byrådsmødet blev omvæltningen da også italesat:
- Der sidder unge mennesker her (til byrådsmødet, red.) i dag, det går udover. Men vi bliver nødt til at lave et tilbud, hvor der er nok, der søger det. Jeg lover jer, at der bliver søgt mod at lave så tæt som muligt på det samme, som før, selvom det ikke helt kan blive det samme, sagde eksempelvis Anette Fynbo Blem (S).
Noget af det, man forsøger at stable på benene som alternativ til de aktiviteter, der er foregået i fælleslejligheden i Spar 7, er aktiviteter i ”Netværkshuet”, som det også bliver ridset op af administrationen, som også beboere og pædagoger ansat i Solrød Kommune forklarede i januar.
Også her blev det nævnt, at det ikke bliver det samme som aktiviteterne i fælleslejlighederne, og at lukningen af dem (som altså kun kommer til at ske for Spar 7s vedkommende, red.) vil gøre det sværere for kommunens medarbejdere at have en god fornemmelse for, hvordan borgerne har det.
